Skab personlig vækst

Et fokus på personlig vækst skaber resiliente virksomheder, der er i stand til at håndtere skiftende markedsforhold. Få 5 gode råd til, hvordan du kan opbygge en virksomhedskultur, der nærer og stimulerer personlig vækst.

Skab personlig vækst

Et fokus på personlig vækst skaber resiliente virksomheder, der er i stand til at håndtere skiftende markedsforhold. En fremadrettet og resilient virksomhed tilpasser sig udefrakommende ændringer rutinemæssigt, og adresserer dem proaktivt. Dette er dog kun muligt, når medarbejderne er i stand til at tilpasse sig. Med andre ord vokser virksomheder først, når medarbejderne vokser.

Når en virksomhed ignorerer velvære og selvrealisering, er det i princippet som at skyde hul i benzintanken på en bil og så undre sig over, hvorfor bilen ikke køre længere på literen. Medarbejderne er den energi, der driver virksomheden. Når der sættes tid af til at hjælpe medarbejderne med at udvikle deres professionelle og personlige kompetencer, har de mulighed for at nå deres fulde potentiale, og dette gavner også erhvervslivet. 

Nedenfor får du 5 gode råd til, hvordan du kan opbygge en virksomhedskultur, der nærer og stimulerer personlig vækst.

1. Invitér foredragsholdere til din virksomhed regelmæssigt

Gå efter succesfulde forretningsmennesker, coaches og banebrydende influenter, der kan tilføre virksomheden værdi i form af ny viden og kreative tilgangsvinkler. Emnerne der tages op, kan være alt fra målsætning, tidsstyring og ledelse til mindfullness. Dette giver medarbejderne ny inspiration og forhåbentligt motivation, som de kan bruge i deres professionelle og private liv.

2. Tilbyd medarbejderne efteruddannelse og kurser med fokus på personlig udvikling

Hold løbende samtaler med medarbejderne og find ud af, hvor de gerne vil hen i fremtiden. Ønsker de at prøve kræfter med en anden stilling, savner de flere udfordringer, eller vil de gerne udvikle deres kompetencer inden for et bestemt område? Efteruddannelse giver medarbejderne mulighed for at udvikle deres professionelle kompetencer. Det er dog også vigtigt at have fokus på den mere personlige vækst, der øger livskvaliteten. Mange medarbejdere er påvirket af stress, lavt selvværd og negative tanker, og når der tages hånd om disse emner, vil det have en tydelig effekt på arbejdsglæden og effektiviteten.

3. Start en mentorordning

Sørg for at nye medarbejdere bliver parret sammen med en mentor. Mentoren kan være en ældre medarbejder, der har en masse erfaring, som den nye medarbejder kan få gavn af. Faktisk er en mentorordning til gavn for begge parter, da mentoren nyder godt af muligheden for at styrke sine lederevner. Menteen kan få råd og vejledning, og mentoren kan motivere og skubbe medarbejderen længere op af karrierestigen.

4. Stil en coach og/eller rådgiver til rådighed

Dine medarbejdere har højst sandsynligt en masse mål. Det kan være mål, der relaterer sig til jobbet, men også personlige mål, der har en indflydelse på deres velvære. Coaches er til for at inspirere og motivere dig, og de kan hjælpe medarbejderne med at vokse og blive mere kvalificeret til at nå de mål, som de har fastsat.

Der kan blandt andet stilles en business coach til rådighed til de medarbejdere, der gerne vil nå specifikke forretningsmæssige mål. Et andet bud kunne være finansiel rådgiver, der kan hjælpe medarbejderne med at nå et økonomisk mål.

5. Opret klubber

Et afslappet miljø stimulerer arbejdsglæden. Vi bruger enorme mængder af tid på at løse opgaver ved at bruge vores logiske og analytiske sans. Derfor kan det være en god idé at oprette forskellige klubber. Her kan der eksempelvis være tale om et løbehold, en madlavningsklub, eller måske en bogklub? Medarbejderne lærer hinanden at kende på en helt anden måde, og det giver større arbejdsglæde og en følelse af sammenhold, der har en tydelig effekt på selvtilliden. Det får også medarbejderne til at sætte nogle andre mål for sig selv, udover de professionelle. Det kunne eksempelvis være et vægttab, eller noget så enkelt som at læse flere bøger i hverdagen.

Vi tørster alle efter personlig vækst, og det kan derfor være rigtig profitabelt at hjælpe medarbejderne med at nå deres fulde potentiale. Det har både en positiv effekt på medarbejdernes velvære og på virksomhedens bundlinje. Glade medarbejdere er effektive medarbejdere, og effektivitet øger rentabiliteten. De 2 vigtigste forhold der fremmer arbejdsglæden, er muligheden for at udvikle sig og blive udfordret, samt en følelse af at blive værdsat på arbejdspladsen. Ved at følge ovenstående råd, er du godt på vej til at stimulere den personlige vækst på din arbejdsplads.

Find kurser i personlig udvikling


Annoncer