Vil du gerne lave din egen podcast?

Vi har taget en snak med podcastredaktør, Andreas Saxild, der giver sine bedste råd til nybegyndere inden for podcasts.

Kunne du tænke dig at producere dine egne podcasts? Vi har taget en snak med Andreas Saxild, der er podcastredaktør hos Heartbeats, om hvad fordelene ved podcastmediet er, gode råd til processen og hvad man skal have styr på, før man begynder at producere.

Læs med her og få de bedste tips og tricks til at komme godt i gang med podcasts. 

Leder du efter bestemte råd til podcast? Skip hen til det, du søger information om her:


Derfor skal du lave podcasts

Hvad kan du bruge podcast til i din virksomhed?

Ifølge DR’s medieudviklingsrapport stiger antallet af folk, der lytter til podcasts på ugentlig basis hvert år. Det er noget, de mærker tydeligt hos Heartbeats, men også interessen for podcasts blandt både større og mindre virksomheder er stigende. Og det er der flere grunde til, mener Andreas: 

“Det kan være en efterspørgsel fra ens kunder, hvis man nu er selvstændig, der gør, at man giver sig i kast med podcasts. Det kan blandt andet være, hvis man har et nyhedsbrev, og ens kunder ikke læser så meget, så kan man vælge at lave nyhedsbrevet som en podcast, de kan lytte til i stedet. “ 

En anden grund til den stigende interesse er, at podcastmediet giver mulighed for at kommunikere direkte og mere intimt til ens kunder eller B2B.

Det unikke forhold til lytteren

Med en podcast får du muligheden for at tale direkte til dine lyttere, om end det er kunder eller interessenter. Denne kommunikation finder Andreas helt unik:

“Det her med, at man har skabt et rum sammen med den lytter, man sidder med. Når de tager sine hovedtelefoner på - og rent faktisk lytter efter - jamen så er man alene sammen med lytteren, så det er en ret vild måde at henvende sig til ens lyttere på. Det intime rum er nok det mest unikke ved mediet”. 

En anden fordel ved podcastmediet er, at det ikke begrænser lytteren fra at lave andre ting. For eksempel, hvis du overvejer at lave nyhedsbreve som podcast, så er det muligt for dine abonnenter at høre nyhedsbrevet, imens de selv arbejder.


Kom godt fra start - skab den gode proces

Du eller din virksomhed har måske allerede bestemt sig for, at I skal lave podcasts. Men hvordan kommer man i gang? Læs med her, hvor Andreas giver gode råd til idéprocessen. 

Hvem er dit publikum? 

En god måde at starte processen på er at finde ud af, hvem man henvender sig til eller gerne vil henvende sig til. Andreas fremhæver valget af målgruppe, som et af de vigtigste steps i processen:

“Ens målgruppe er ekstrem vigtigt, når man laver en podcast. Der er ret mange, der tænker ‘podcast er jo bare til alle dem, der lytter til podcasts’ som om, at det er en meget defineret målgruppe, men det er jo virkelig mange forskellige mennesker, så man skal også tænke, hvem er det egentlig, jeg henvender mig til?”

Når målgruppen er på plads, er det også oftest lettere at finde på den gode idé.

Snak kun om noget, du har en oprigtig interesse for

Den gode idé til indholdet i ens podcast, kan være svær at finde på. Andreas anbefaler derfor, at man vælger noget, som man beskæftiger sig med, taler om, og som man har en oprigtig interesse for:

“For det skal være ting, man kan finde ud af at tale om. Hvis du ikke kan finde ud af at tale om det, så kommer det til at virke påtaget. Det skal være noget, som du selv er meget engageret i. Jeg vil for eksempel kun lave podcasts om noget, som jeg dybest set interesserer mig i”

Stjæl fra andre podcasts 

Når du har fastlagt, hvem du gerne vil henvende dig til og fundet et emne, du er passioneret omkring, så er næste step at finde ud af, hvilket format, der skal anvendes. Her anbefaler Andreas, at man stjæler med næb og klør fra podcasts, man selv synes fungerer:

“Hvad er det for nogle podcasts, man selv lytter til? Og så prøve at finde ud af, hvorfor er det man lytter til dem? Det er nok, fordi de gør et eller andet rigtigt, og fordi jeg interesserer mig for det”

Lav benspænd for dig selv

At lave benspænd for sig selv, kan være med til at gøre din podcast endnu skarpere og specifik. Det kan være i forhold til målgruppe, længde, form, gæster, om podcasten skal være manuskriptbaseret eller samtalebaseret. 

“Det kunne jo også være, at man allerede har en meget klar defineret målgruppe og interesse, som f.eks. Hvis du er vinsælger og vil lave en podcast om vin, så kunne man jo lægge et benspænd, der hedder “jeg laver en podcast, som kun handler om italienske rødvine”. På den måde kan man indsnævre målet, så det bliver endnu mere specifikt.”

Hvad får jeg ud af, at lave en podcast? Klik her.


Hvad skal jeg bruge for at lave en god podcast?

Udover selve idéprocessen er der selvfølgelig også nogle praktiske ting, man skal have styr på før, man kan producere en succesfuld podcast. Læs med her, hvor Andreas kommer med gode råd til, hvordan du finder det rigtige udstyr, den rigtige podcast host og opbygger et community omkring din podcast.

Køb noget ordentligt udstyr

Det er desværre ikke gratis at lave en podcast, og hvis du vil have et godt resultat med din podcast, kræver det dét rette udstyr. Andreas anbefaler, at man sætter sig ned og tager sig tid til at søge på nettet: 

“Hvis du vil det her sådan for real, så køb noget ordentlig udstyr. Der er rigtig mange forskellige sider på nettet, der hjælper dig med at finde det rette udstyr. Husk at man kan google sig frem til de fleste ting ‘Hvad for noget udstyr? Jeg skal lave en podcast’, ‘hvilket udstyr skal jeg købe’?””

Udnyt de gratis ressourcer, der er tilgængelig

På nettet har du også mulighed for at finde en masse gode råd til din podcastproduktion, samt sparring med andre amatørpodcastere. Andreas anbefaler især Facebooksiden PodCastle, der er en gruppe for amatørpodcastere, hvor der også er professionelle medlemmer, der er gode til at dele ud af forskellige tips og tricks. 

Vælg en god podcast host

Hvis du vil lave en god podcast, så har du brug for en podcast host til at distribuere din podcast. Andreas anbefaler:

“Der findes mange forskellige podcast hosts, du kan blandt andet vælge Spreaker, Libsyn, Castos eller Podbean. Det koster en lille smule, fordi man køber noget server plads, men det skal man bruge. Man kan også køre det på SoundCloud, men der er flere gode muligheder, hvis man bruger en rigtig host, der er lavet til podcasting”.

Markedsfør din podcast - skab et community

For at skabe kendskab til din podcast og engagere dine lyttere, anbefaler Andreas, at man: 

“Prøver at opbygge et community omkring ens podcast. Det kan være en Facebookside, der er dedikeret til podcasten, hvor man deler ting, og måske opfordrer ens lyttere til at diskutere ting, som sker i podcasten. Det er markedsføringsdelen af din podcast og giver dine lyttere mulighed for at interagere”.  

Tjen penge på din podcast

På nuværende tidspunkt er det svært at tjene penge på podcast i Danmark medmindre, man er sponsoreret eller skaber podcast for andre. Sponsorater er en mulighed, der nogle gange byder sig, men det er først, når man har skabt indhold, der er relevant for sponsorer. 

Har du nu styr på udstyret, men mangler inspiration til den gode idé? Klik her


Annoncer