Hvordan bliver jeg børsmægler?

Der findes ikke nogen egentlig børsmægleruddannelse på universitetet, hvor du lærer om investering i aktier,CFD-handel, handel med valuta osv. Det kræver nogle andre veje, som du kan læse om her. 

For størstedelen af akademiske jobs gælder det, at der findes en relativt lige vej til jobbet, når det kommer til videregående uddannelser. Vil du være advokat? Så er det oplagt at studere jura. Vil du være programmør? Så er datalogi, softwareudvikling eller en lignende uddannelse vejen frem. Men hvad nu, hvis du vil være børsmægler?

Ingen egentlig børsmægleruddannelse

Der findes ikke nogen egentlig børsmægleruddannelse på universitetet, hvor du lærer om investering i aktier, CFD-handel, handel med valuta osv. Bevares – der findes enkelte videregående uddannelser, hvor investering er en del af skemaet, men en reel børsmægleruddannelse kan man ikke kalde dem.

Ønsker du at blive børsmægler, er du derfor nødt til at tænke i andre baner. Heldigvis er der som bekendt flere veje til Rom, og en mulig vej at gå kunne derfor være at starte på en videregående uddannelse som f.eks. Cand.merc i Finansiering og Regnskab, som findes i forskellige varianter på flere danske universiteter. Her lærer du selvsagt en masse om finansiering og regnskab, der begge er essentielle fagområder for en kommende børsmægler, og samtidig er der også investering på skemaet; i hvert fald i nogen grad.

Andre uddannelsesalternativer

Udover en Cand.merc i Finansiering og Regnskab findes der også andre muligheder for at blive børsmægler. Det er f.eks. en god idé at overveje en finansuddannelse såsom finansøkonom. Her skal du ikke forvente at lære en masse om børsfaget undervejs, men til gengæld giver uddannelsen dig god mulighed for at få foden indenfor i finansverdenen i form af en praktikplads hos en bank, der – hvis alt går vel – kan udmønte sig i et job efterfølgende. Igen skal du ikke forvente at blive ansat som børsmægler med det samme, men når først du er ”inde i varmen”, vil det være nemmere at begynde at stile efter et job som børsmægler ved at vise din arbejdsgiver interesse herfor.

Er du allerede i job, kan du i stedet overveje en HD i Finansiel Rådgivning, og en helt tredje mulighed er at starte som bankelev i en bank. I begge tilfælde er formålet akkurat det samme som en uddannelse som finansøkonom – sørg for at få foden indenfor hos en bank, så øges dine muligheder for at ende som børsmægler betragteligt.

Uddan dig selv

Til sidst et godt tip. Sideløbende med den formelle uddannelse bør du uddanne dig selv så meget som muligt indenfor aktier og investering. Det kan du f.eks. gøre ved at læse bøger om emnet, og også ved at prøve at investere selv.

Da der ikke findes nogen reel børsmægleruddannelse, vil din personlige viden om emnet alt andet lige vægte højere, og samtidig viser en god forståelse for investering blot, at du er interesseret i børsmæglerfaget, hvilket sjældent vil gå ubemærket hen hos en kompetent arbejdsgiver.

Sørg derfor for at uddanne dig selv sideløbende med dit studie – det kan vise sig at blive afgørende, hvis du pludselig står med muligheden for at få et job som børsmægler en dag.


Annoncer