10 gode råd mod stress

Den rammer rigtig mange hvert år. Stressen. I stedet for, at gå og putte med det selv, er det nødvendigt, at vi tager det alvorligt og taler om det. Det gør vi derfor her, og giver dig tilmed 10 gode råd mod stress.

10 gode råd mod stress

Den rammer rigtig mange hvert år. Stressen. Den langvarige og farlige af slagsen vel at mærke. Så mange, at verdenssundhedsorganisationen, WHO, spår, at stress - samt tilstødende angst og depression - vil være én af de absolut største sygdomsbyrder i 2020. I skrivende stund vurderes det ligeledes, at omkring halvdelen af alle langtidssygemeldinger skyldes stress.

Det er fakta, som er svær at ignorere, og vi må handle. Stigningen i udbredelsen af langvarig stress skyldes utvivlsomt samfundets hastige tempo, vores konstante eksponering til elektronik og forestilling om det perfekte liv. Vi presser simpelthen os selv på alle tænkelige måder og vi er dermed udfordrede. Det er altså nu på tide at forsøge at indrette en hverdag, hvori afstressning indgår som en del af vores hverdagsrutine.


Stresscoach, Bjarne Toftegaard, giver dig - i sit hæfte 10 gode råde mod stressredskaber som du kan implementere i din hverdag, så afstressning netop bliver en fast rutine og følelsen af utilstrækkelighed mindskes. Du kan se rådene nederst i artiklen, men lad os lige for en god ordens skyld definere, hvornår stressen bliver rigtig farlig for dig.


Hvad er stress, og hvornår er den skadelig for os?

Stress er - som udgangspunkt - en helt naturlig, kropslig reaktion, der indledningsvis er ganske ufarlig. Faktisk er let stress en tilstand, som gør os i stand til at præstere både fysisk og mentalt, når vi står overfor en udfordring. Følelsen som anspændthed, tørhed i munden, knugen eller sommerfugle i munden går således over igen, når opgaven er overstået.

Når stresstilstanden bliver længerevarende, er det anderledes alvorligt. Hvis du i uger eller måneder hele tiden har følelsen af anspændthed og andre fysiske symptomer som maveproblemer, uforklarlige smerter og konstant tankemylder, samt hjertebanken, er der ikke længere tale om en naturlig reaktion. Så er dit system tværtom på uhensigtsmæssigt overarbejde. Det, at din krop arbejder på højtryk kan ofte gøre det svært at vurdere, hvordan du egentlig har det. Der er dog fysiske og mentale indikatorer på, at du ikke fungerer godt:

De fire hyppigste tegn på stress er:

  • Søvnbesvær
  • En tristhed, du ikke kan forklare
  • Hukommelses- og koncentrationsbesvær
  • Fysisk træthed

Oplever du disse, og eventuelt andre, symptomer hos dig selv, er det vigtigt, at du tager dem alvorligt og søger hjælp. Tag gerne en samtale med din læge eller din arbejdsgiver og find ud af, hvordan du bedst kommer ud af din stresstilstand. Det er forskelligt fra menneske til menneske, hvad der hjælper bedst.


Stress er en realitet og vi skal tale om den

Det kan dog være rigtig svært at tale om. Ofte vil en svær stresstilstand give dig lyst til at være alene. Du orker ikke stimuli i nogen forstand, og du isolerer dig måske fra venner og familie i den udstrækning du nu kan komme til det.

Faktisk har det den modsatte effekt. Isolationen gør dig nemlig ekstra sårbar. Samvær og nære relationer er godt for både din hjerne og krop og kan således være med til at forebygge stress. Og husk, stressen er en realitet. Den eksisterer og vi skal tale om den, så det ikke bliver tabubelagt at føle sig utilstrækkelig i perioder.

Selvom det kan være grænseoverskridende for den enkelte og synes overflødigt for virksomheden og ledelsen, så er det ligeledes ekstremt vigtigt at være åben om, at stress også eksisterer, og måske især eksisterer, på arbejdspladsen.


Stress er noget, der skal behandles - også på organisatorisk niveau  

Som virksomhed er det utrolig vigtigt ikke at anskue stress som et individuelt problem. Stress er simpelthen et vilkår i vores tid, og det vil unægteligt påvirke virksomheden, hvis der ikke tages rigtig fat om problematikkerne, der fører til stressede medarbejdere. Ifølge verdenssundhedsorganisationen, WHO, kendetegnes en sund virksomhedskultur ved, at der kontinuerligt arbejdes på, at medarbejdernes fysiske og psykiske velbefindende er i top.  

I følge forebygstress.dk begynder en god indsats mod stress i en virksomhed altid med, at ledelsen melder klart ud. Den skal gøre det klar for medarbejderne, at stress ikke høre hjemme i deres virksomhed. Tabuerne skal simpelthen nedlægges oppefra og på den måde skal eventuelt stress fanges i opløbet.

Dernæst skal ledere og medarbejdere informeres omkring og uddannes i stress. De skal klædes på til dels selv at føle mere overskud i hverdagen, men også til at fange og rumme medarbejdere, som føler, at deres arbejdsopgaver eller -mængde er ved at tage pusten fra dem. 

Medarbejderne skal selvfølgelig ligeledes informeres om, hvad stress er og hvordan de bedst undgår det. Arbejdslivet vil altid være hektisk, hvorfor det er nødvendigt at alle får en række redskaber som de kan nemt kan implementere.

Rent organisatorisk må der ligeledes udvikles en stresspolitik samt ses nærmere på, hvordan virksomhedskulturen kan være med til at forebygge stress på den lange bane. Det handler om at skabe en virksomhed, som medarbejderne har lyst til at arbejde for. Med en ordentlig stresspolitik kommer der helt naturligt en række fordele for virksomheden.


Hvad gør en overordnet stresspolitik for virksomheden?

  • Den vil skabe et bedre psykisk arbejdsmiljø
  • Den vil resultere i færre sygedage
  • Den vil lede til bedre effektivitet og færre fejl
  • Den vil fastholde og forbedre kunde-/ og brugertilfredshed
  • Den vil fastholde medarbejderne
  • Den vil tiltrække kvalificeret arbejdskraft
  • Den vil give mindre sygefravær
  • Den vil være en fælles interesse for medarbejder og ledelse
  • Den vil alt i alt være en rigtig god investering.



10 gode råd mod stress

Herunder kan du læse stresscoach, Bjarne Toftegårds 10 gode råd mod stress:


1. Du skal være opmærksom på dine stresssignaler

Det er vigtigt, at du - i din hverdag - stopper op og spørger dig selv, hvordan du har det. Hvis du oplever, at du bare er det mindste stresset, så sørg for at notere, hvilke symptomer du mærker, og hvad der fik dig til føle sådan her.

Det vil give dig en øget kropsbevidsthed og opmærksomhed på din krops stresssignaler. På den måde kan du selv have succes med at stoppe din stress i tide.

Her ser du en grafik over Toftegårds stresssignaler.


2. Du skal sørge for at være fysisk aktiv

Når du dyrker motion på et moderat niveau, fjerner du aktivt stresshormoner fra din krop. Fysisk aktivitet er altså en rigtig gode måde for dig at komme i balance.

Gå en tur i skoven, dyrk yoga eller løb en tur. Det er alle aktiviteter, der vil gøre dig opmærksom på din krop og din vejrtrækning, hvilket vil få dig til slappe af momentalt.


3. Du skal lære at slappe af mentalt

Din hjerne vil helt naturligt køre på højtryk i stressede situationer. Den vil nemlig forsøge, at få dig ud af netop den situation. Tankemylderet har dog oftest direkte modsat effekt, hvorfor det er vigtigt, at du får nogle taktikker til at kunne slappe af mentalt. Her kan det at praktisere mindfullness være en rigtig god idé


4. Du skal sove nok

En god nats søvn har stor indvirkning på dit stressniveau. Du skal derfor give dig selv de bedste betingelser for at opnå sådan én. Det gør du bedst ved lige så stille at lukke ned en times tid før din egentlige sengetid. Sluk for din computer og andet elektronik og dæmp belysningen. Sæt en fast sengetid eller regn din søvnrytme ud her og find ud af, hvornår du vil være mest udhvilet.   


5. Du skal sørge for at skrive alt ned

Du må hjælpe dig selv. Især, hvis du oplever, at du er stresset. Din hjerne er i så fald allerede på overarbejde, og du må derfor aflaste den. Skriv derfor alt ned lige fra ting du skal klare på jobbet til ting, du skal købe ind.


6. Du skal prioritere det vigtigste først

Du vil, som udgangspunkt, altid gerne kunne nå alting. Det kan du sikkert også sagtens, når du er helt på toppen. Når du er stresset er sagen dog en anden, og du er nødt til at prioritere alting benhårdt. Det, der er vigtigst, må du sørge for at lave først, hvorefter du så kan lave det andet, når der er tid til det.


7. Du skal fokusere på det gode

Fokusér på alt det du nåede eller overkom, fremfor det du ikke gjorde. Skriv eventuelt tre gode ting som du fik opnået eller oplevet ned inden sengetid. Så kan du gå i seng med ro i sindet.


8. Du skal passe godt på dig selv

Du kommer sikkert tit til at prioritere det at passe på dig selv til allersidst. Det er en uvane, fordi det at negligere sig selv faktisk ikke gavner nogen. Hverken dig selv, din familie eller dine kolleger og venner. For at kunne være noget for andre, må man især være noget for sig selv.

Lær derfor dig selv at sige “nej” og “hjælp”. På den måde bliver du ikke for overbelastet eller brugt for mange af dine egne ressourcer.


9. Du skal være proaktiv

Du skal lære at sige pyt. Det er ikke alting du kan løse, og selvom accepten heraf kan være svær, så er den yderst nødvendig. Du må være proaktiv og lade de ting du ikke kan gøre noget ved her og nu ligge. På den måde kan du komme videre og føle dig langt mere produktiv.  


10. Du skal have et “helt” liv

Det er svært, men du skal have balance i alle områder af dit liv. Du skal have det godt på arbejdet og du skal have det godt med din familie og venner. Hvis det ene område halter, vil det naturligvis påvirke det andet i en negativ retning.

Vil du gerne blive klogere på, hvad de fire hyppigste tegn på stress er, så klik her


Annoncer