Guide: Håndtering af fødevarer

Har du lyst til at arbejde med fødevarer? Så har du mange muligheder. Vi giver dig et overblik i denne guide, og viser dig mulighederne for forskellige kurser.

Guide: Håndtering af fødevarer

Vil du gerne arbejde med fødevarer - enten i industrien eller i et køkken, så er der mange muligheder. Et godt sted at starte er ved at tage et kursus, hvor du får styr på hygiejnen. Det har tidligere været et lovkrav at have et hygiejnebevis for at arbejde med fødevarer, men de regler er lavet om.

I praksis vil de fleste virksomheder dog stadig kræve, at du har gennemført et kursus, da det er deres ansvar at sikre, at medarbejderne har styr på hygiejnen, og kan håndtere fødevarer på forsvarlig vis. De færdigheder, de kræver, skal dog stå i et rimeligt i forhold til det arbejde, du skal udføre.

Derfor er der også mulighed for at tage et basiskursus, hvis du eksempelvis vil arbejde på en tankstation eller i en iskiosk.

Basis- eller certifikatkursus?

Basiskursus i fødevarehygiejne

Basiskurset er for dig, der ikke har erfaring med fødevarer og søger job i virksomheder, hvor der skal opvarmes eller serveres mad, der er tilberedt - typisk iskiosker, tankstationer og lignende.

Kurset kan også tages som et online kursus, hvor du hjemmefra kan gennemgå de forskellige moduler og ved hjælp af lyd, billeder og øvelser få den fornødne viden. Du lærer de mest basale krav til hygiejne og fødevaresikkerhed. Kurset afsluttes med en prøve, og varer typisk 1 dag, hvis ikke det tages online.

Certifikatkursus i fødevarehygiejne

Certifikatkurset er for dig, der vil arbejde med fødevarer helt fra bunden og kunne håndtere eksempelvis råt kød og fersk fisk. På kurset får du et dybere kendskab til forsvarlig omgang med fødevarer, hygiejne, egenkontrol og lovgivning. Indholdet er overordnet set det samme som på basiskurset, men der bliver gået meget mere i dybden med de enkelte elementer. Kurset varer 3 dage og afsluttes med en prøve. Kurset kan også tages som online kursus.

Indhold for begge slags kurser:

  • Almen mikrobiologi, mikroorganismers vækstbetingelser og viden om sygdomme som relaterer sig til fødevarer
  • Hygiejneregler, behandling og opbevaring af fødevarer, personlig hygiejne og rengøring
  • Egenkontrol, overvågningsprocedurer og kontrolpunkter
  • Fødevarelovgivning, og hvordan fødevareregionerne fungerer

Se vores liste over kurser i fødevarehygiejne

Industrislagter, storkøkken eller mejeri?

Hvis du allerede ved hvilken type af fødevarevirksomhed eller branche, du gerne vil arbejde i, er der også en række kompetencegivende kurser, du kan tage. De fleste udbydes som AMU kurser flere steder i landet.

Du kan se et udvalg herunder:

Slagter/delikatesse

Industrislagter

Storkøkken/kantine

Mejeri


Slagter/delikatesse

Kurser for dig, som er ufaglært og gerne vil stå i en slagter/delikatesse afdeling, eksempelvis i et supermarked, men også hvis du vil arbejde i catering branchen eller i en smørrebrødsbutik.

Du lærer at forarbejde og udskære kød, fisk og vildt, rådgive kunder om tilberedning, og selvfølgelig også procedurer i forbindelse med egenkontrol og kvalitetssikring.

Eksempler på kurser inden for dette felt:

  • Kvalitetssikring, egenkontrol og dokumentation inden for detailhandel med kød-, fisk- og vildtprodukter
  • Produktion og salg af convenience food
  • Salg og service inden for detailhandel med kød-, fisk- og vildtprodukter

 Kurserne udbydes typisk som AMU kurser forskellige steder i landet.

Industrislagter

Kurser er især for dig, som gerne vil arbejde som slagteriarbejder. Du lærer at arbejde med knive og robotter og fremstille pølser og andre konserverede kødvarer.

Arbejdet som industrislagter er fysisk krævende, da man oftest står op, og laver mange ensformige bevægelser. Derfor lærer du også om ergonomi og arbejdsmiljø. Du lærer også sikre kødkvalitet og sundhed i de færdige produkter. Kurserne er typisk målrettet både fag- og ufaglærte.

Eksempler på kurser inden for dette felt:

  • Emballering og etikettering af kødprodukter
  • Maskinbetjening inden for kødindustrien
  • Opskæring og udbening

 Kurserne udbydes typisk  som AMU kurser forskellige steder i landet.

Storkøkken/kantine

Kurser for dig, der gerne vil arbejde i kantiner, institutions - og storkøkken. Du lærer at arbejde med mad og måltider til både raske og syge i alle aldersgrupper med fokus på sundhed og god ernæring. Kurserne er typisk både fag- og ufaglærte.

Eksempler på kurser inden for dette felt:

  • Indkøb, herunder lagerstyring og varemodtagelse for køkkenpersonale
  • Kvalitetsudvikling i institutionskøkkener
  • Planlægning og produktion af hverdagsmad

 Kurserne udbydes typisk som AMU kurser forskellige steder i landet.

Mejeri

Kurset er for dig, der vil arbejde i mejeriindustrien. Du lærer om mikroorganismer, hygiejneprocedurer og egenkontrol. Du kan også lære om produktionsmetoder, kvalitetssikring og styring af procesanlæg i forbindelse med produktion af ost, smør og andre mejerivarer. Kurserne er typisk både fag- og ufaglærte. 

Eksempler på kurser indenfor dette felt:

  • Mejeriproduktionsproces
  • Mælkeindsamlings- og distributionsproces
  • Fremstilling af mælkepulver

 Kurserne udbydes typisk som AMU kurser forskellige steder i landet.

Vil du videre i fødevarebranchen?

Brænder du for mere? Der findes også akademiuddannelser og diplomuddannelser inden for fødevarer, for dig der har erfaring eller uddannelse indenfor fødevarer:

  • Akademiduddannelsen i gastronomi
  • Akademiuddannelsen i ernæring
  • Akademiuddannelsen i proces-, laboratorie- og fødevareteknologi (fødevarekemi)
  • Ernæringsfaglig diplomuddannelse
  • Diplom i sundhedsledelse

Se oversigten over kurser inden for ernæring og levnedsmidler

Vejen til videreuddannelse som faglært


Annoncer