Efteruddannelse på de bedste arbejdspladser

Danmarks bedste arbejdspladser er fundet. 127 virksomheder har deltaget i processen. Det er organisationen Great Places to Work®, der for 15. år i træk har kåret Danmarks bedste arbejdspladser. Vi har talt med nogle af vinderne for at finde ud af, hvordan de arbejder med efteruddannelse og kompetenceudvikling.

Efteruddannelse på de bedste arbejdspladser

I november 2015 blev Danmarks bedste arbejdspladser kåret i København. Det er organisationen Great Place to Work®, der for 15. år i træk kårer Danmarks bedste arbejdspladser.

Vi har talt med nogle af de gode virksomheder og spurgt dem, hvordan de arbejder med efteruddannelse og kompetenceudvikling. 


Exerp blev nr. 1 på listen over bedste mindre IT-arbejdspladser, og nr. 2 på listen over de bedste mindre arbejdspladser. De laver softwareløsninger til blandt andet fitnesscentre. Se mere om dem her.

HR Chef i Exerp: Charlotte Bering:

Hvad betyder kompetenceudvikling og efteruddannelse hos jer?

- Det er altafgørende for os. Vi har et nicheprodukt, det kræver noget oplæring.  Så alt efter ønsker og behov, så er der både intern oplæring, men også kurser, både internt og eksternt. Det er ikke så meget enkelte certificeringer vi går op i, men mere, at de skal kende vores produkter. Vi har ikke standardiserede efteruddannelsesprogrammer som alle skal igennem, men vi vælger alt efter interesseområde, og de behov vi nu har.


Lolland Kommunes Center for Socialspsykiatri, blev nr. 1 på listen over Danmarks bedste mellemstore arbejdspladser. Se mere om dem her.

Centerchef Socialpsykiatri, Michael Christensen;

Hvad betyder kompetenceudvikling og efteruddannelse hos jer?

- Vi bruger efteruddannelse meget konsekvent. Vi tror mest på de længerevarende uddannelser, ikke så meget på de korte formiddage, hvor man lige får en peptalk. Vi har arbejdet meget med efteruddannelse over de senere år, det er en langvarig investering i at få løftet fagligheden. Inden for socialpsykiatrien kommer der hele tiden ny viden, og derfor er der altid et behov. Et andet aspekt i uddannelse, er jo dannelse. Der sker forhåbentligt også en refleksion på et mere menneskeligt plan, som giver en ny indsigt, der også er vigtig.


Energi-Midt blev nr. 1 på listen over Danmarks bedste store arbejdspladser. Læs mere om dem her.

HR Chef, Ole Holm:

Hvad betyder kompetenceudvikling for jer?

- Omdrejningspunktet for os er dialogen imellem medarbejderne og ledelsen. Vi har selvfølgelig de årlige MUS samtaler og de kvartalsvise trivsel/performance samtaler, hvor vi dels taler om hvordan folk går og har det, og dels hvordan det går i forhold til at nå de jobrelaterede mål.  Vi har nogle stærke værdier der handler om åbenhed, respekt og engagement. Derfor forventer vi også at folk åbner munden når de har behov.  Vi arbejder meget med selvledelse, og at folk selv tager ansvar for at nå deres mål. Vi har ikke nogen rigide formelle procedurer folk skal igennem.  Efteruddannelse er bestemt noget medarbejderne efterspørger, men det sker i en tæt dialog.


Danmarks bedste arbejdspladser bliver kåret af organisationen Great Place to Work. Arbejdspladserne bliver blandt andet vurderet på medarbejderundersøgelser, og  af undersøgelser af arbejdspladsens kultur, som ledelse eller HR afdelinger skal svare på. Virksomhederne bliver altså bedømt på både kultur, værdier og praksisser, men også på personalets anciennitet, frivillig personaleomsætning, personalegoder osv. I 2015 gennemførte i alt 127 virksomheder undersøgelsen i Danmark.  

Læs mere om Great Place to Work her - og se hvilke arbejdpladser der også klarede sig godt


Annoncer