Skab din egen karriere som iværksætter

Vi har talt med iværksætter Jonas Lind-Bendixen og samlet hans bedste anbefalinger til dig, der drømmer om at blive iværksætter og skabe din egen karriere.

Skab din egen karriere som iværksætter

At være iværksætter kan være en hård livsstil. Til gengæld er der også en daglig belønning i, at du er med til at skabe din egen succes og beskæftiger dig med et produkt, du er personligt passioneret og investeret i – bogstaveligt talt.

Vi har talt med iværksætter Jonas Lind-Bendixen, som har udviklet Sitpack – en sammenfoldelig stol, der er ideel, når du er på farten, og dine ben trænger til en pause. Læs med her og få Jonas bedste anbefalinger til dig, der drømmer om at blive iværksætter og skabe din egen karriere. Du kan også læse om Jonas' rejse som iværksætter og hans erfaringer. 


1. Vær proaktiv og opsøgende fra start

Som iværksætter er det vigtigt, at du er proaktiv og opsøgende i forhold til at komme ud med dit produkt. Så snart du har udviklet din ide, handler det om at komme ud i markedet og teste den. 

Den feedback, du får, er helt essentiel for, at du kan skabe et succesfuldt produkt. Du må derfor ikke være genert eller tilbageholdende i starten – faktisk skal du helst sælge din ide, mens det stadig er lidt pinligt. Det er nemlig her, at du kan hente brugbar information om din målgruppe og din ide. 

2. Du skaber ikke et succesfuldt produkt ved at holde på det selv

Der er altid en risiko for, at der er nogle, der kommer til at stjæle din ide. Højst sandsynligt vil det også ske for dig - hvis din ide er god nok. Alligevel er det vigtigt, at din frygt for at blive kopieret ikke bliver din stopklods, da åbenhed omkring dit produkt også vil være din adgang til at lykkedes og skabe succes som iværksætter. 

3. Brug dit netværk - eller skab et nyt

Hiv fat i alle de mennesker i dit netværk og i din omgangskreds, som du tror vil kunne hjælpe dig videre med din ide. Når du først begynder at trække i dine tråde, vil du opleve, at folk generelt gerne vil hjælpe og kan åbne døre, du ikke selv kunne have åbnet. Udover at bruge dit eget netværk, er det også en god ide at hive fat i mennesker, du tænker kunne være relevante for dit produkt og videre arbejde. 

4. Find en makker eller et team, der komplimenterer dig, men ikke ligner dig

Som iværksætter er det typisk dig, der også får og skaber ideen. Det er dog ikke nødvendigvis lig med, at du også kan sælge den eller udvikle dit produkt. Sidder du derfor på din idé alene, bør du alliere dig med mindst én - og gerne flere partnere, som kan noget andet, end det du selv kan. 

En founder og en co-founder er det optimale udgangspunkt, og det er rigtig vigtigt, at der ikke er et overlap mellem jeres roller og kompetencer, således at I kan understøtte hinanden, men samtidig udnytte hinandens ressourcer. 

5. Vær insisterende og vedholdende

Hvis du selv tror nok på din ide, må du blive ved med at kæmpe for den, selvom du måske får nogle knubs og afslag på vejen. Ved at være vedholdende og insisterende på din ide, finder du ud af, der måske er en guldmine på et andet marked eller i udlandet.

Test derfor din ide flere gange på forskellige markeder, i udlandet og overfor flere målgrupper - måske findes din succes et andet sted, end du først havde forestillet dig. 

6. Klap dig selv på skulderen - især på de dårlige dage

Som iværksætter kan dårlige dage godt føles ekstra grå, fordi du begynder at betvivle din ide og drømmen om fremtidig succes. 

Her er det vigtigt, at du ikke mister troen på din ide – for hvis du ikke tror på den, hvem skal så gøre? Stop i stedet op og tag dig tid til at reflektere over, hvor langt du er nået indtil nu. Brug de tanker til at se fremad og klap dig selv på skulderen for de fremskridt, du allerede har gjort.

7. Sælg dig selv 100% mere end du er

Når du skal overbevise andre, om at din ide er en succes, er det vigtigt, at du sælger dig selv 100% mere, end du er. Sælg dig selv "The American Way". Spiller du med ærlige kort, er det ikke sikkert, at producenterne vil prioritere at bruge ressourcer på dig, eller at investorerne vil tro på din ide. 

Sælg dit produkt, som om det er færdigt og gerne, hvor du regner med at være om 2-3 år. Hvis du sælger din ide efter, hvor du er lige nu, bliver det svært for andre at forestille sig, at det er en succes. 

Sitpack

Begyndelsen på iværksætterdrømmen

Det hele startede en sommerdag i 2010 ved Orange Scene på Roskilde Festival. Efter en lang dag med koncerter og midt i festivalsrusen, opstod ideen til Sitpack. Jonas fik ideen til at skabe en stol ud af øldåse, som han kunne sælge videre som festivalsudstyr til Roskilde Festival eller bryggerier som Carlsberg og Tuborg. Men det skulle vise sig ikke at være helt så let at sætte ideen i produktion, som Jonas først havde forestillet sig. 

Jonas havde tænkt, det blot handlede om at få ideen skitseret og herefter sendt til produktion. Han fandt dog ud af, at det at være iværksætter kræver en masse viden om design og produktion - og ikke mindst midler til at finansiere det. Jonas brugte derfor de første år på at deltage i forskellige iværksætterforløb, netværksmøder og søge crowdfunding. I 2014 stod Jonas med sin første prototype, og i 2016 kunne han påbegynde produktionen af Sitpack. 

Trods en flyvende start og en enorm efterspørgsel af produktet, måtte Jonas efter et pår måneder indse, at der var problemer med produktet. Det betød, at han måtte pause produktionen for en periode og skære ned på de medarbejdere, han netop havde ansat at kickstarte Sitpack's succes. Siden da har Sitpack udviklet 3 nye produkter, men Jonas har outsourcet det meste af sine medarbejderressourcer og driver i dag Sitpack med et mindre team på 4 mand. I løbet af sin rejse som iværksætter har han lært meget om, hvordan man strømliner sin virksomhed og finder ud af, hvad der giver mening for at skabe profitabel succes, så han i dag kan fokusere på det, han er dygtigst til. 

Spirer din indre iværksætter nu, og er du klar til at tage springet?

Læs mere om, hvordan du bliver iværksætter og find et relevant kursus her


Annoncer