12-tallet synes at være det endegyldige mål. Den fremherskende perfekthedskultur har resulteret i, at toppræstationen er blevet symbolet på god læring og en elev i sit es.
Men er denne higen efter den bedste karakter virkelig et udtryk for, at vi har trivsomme elever? Det har vi spurt Arnt Louw, der er lektor og forsker ved Center for Ungdomsforskning, Institut for Læring og Filosofi på Aalborg Universitet i København, om.
Unges læring har været et gennemgående tema i Arnts forskning. Han er derfor den helt oplagte til at tage del i en filosofisk snak om, hvordan vi bedst skaber trivsomme læringsmiljøer rundt om på de danske uddannelsesinstitutioner.
Her fortæller han således om, hvordan han tror, vi skaber en sund balance mellem det at lære og det præstere i en tid, der farves af en udpræget perfekthedskultur blandt de unge.
Det gode læringsmiljø er et læreansvar
Vores unge kan kun blive fagligt dygtige, nysgerrige og eksperimenterende, når de føler sig mødt og ellers har det godt. Sagt anderledes hænger læring og trivsel uløseligt sammen.
Det faktum betyder også, at vi ikke uden videre kan konkludere, at vi har trivsomme elever baseret på deres karakterblad. En god karakter er nemlig hverken entydigt udtryk for god læring eller ensbetydende med glæde og en sund tilgang til det at præstere. Nej for at sikre, at de unge er glade og sunde, må vi sørge for, at deres faglige rejse funderes i tryghed og lyst. Og, at den netop bliver dét, er i høj grad et læreansvar, pointerer Arnt:
Det handler om at skabe nogle trivsomme, inkluderende uddannelseskulturer, der har faglighed som fortegn. Det er i høj grad et læreransvar at skabe sådanne kulturer. Som lærer må man være forgangsmand og fortælle, hvad det er for en kultur og et fællesskab, man ønsker på den pågældende skole. Man skal turde sætte rammen for den ønskede uddannelseskultur.
I forlængelse af at tage førertrøjen på - som lærer - ser Arnt dialog med de unge som helt essentielt. Der skal være plads til, at man - lærer og elever imellem - taler om, hvordan det skal være at en del af den pågældende uddannelsesinstitution.
Arnt mener, at selve karakterræset skal italesættes, så de unge bliver opmærksomme på, at 12-tallet ikke er det eneste mål. De unge skal have en forståelse af, at god læring bunder i nysgerrighed og faglige eventyr, hvor man prøver sig selv og sine interesser af. God læring er lystbetonet, og det er ikke altid dem, der scorer høje karakter undervejs, der scorer høje karakterer til sidst, da de godt kan komme til at glemme lysten og nysgerrigheden undervejs. Det overordnede mål inden for uddannelse bør altså være god dannelse, hvor det at blive til nogen vægter mindst lige så højt som det at blive til noget.
Arnt plæderer for denne her form for dialog, fordi der netop ikke er nogle quick fixes til at skabe bedre trivsel både eleverne imellem, men også i vores nuværende kultur, der præger den evigt gode præstation:
Jeg kan godt være bekymret for, at der er rigtig mange unge, der har en følelse af, at være helt alene i den her perfekthedskultur. Det er de jo virkelig ikke, og det skal vi have skabt en forståelse for, og så skal vi for alvor have gjort om det det ideal, der sætter præstation over udvikling.
The Why of Education bliver udfordret af perfekthedskulturen
Dialogen med de unge mennesker kan samtidig være en anledning til at tale mere filosofisk om det at uddanne sig. Med forståelsen af, at individet vægter højere end professionen kan vi nemlig tale om, hvorfor vi uddanner os; altså det store why of education. Arnt mener, at en snak herom vil være med til at skabe større trivsel, fordi store dannelsesperspektiver da kommer i spil.
Han mener dog også, at den snak har været undermineret i lang tid på grund af perfekthedskulturen. Uddannelsesinstitutionen af i dag er blevet til et sted, hvor man hele tiden skal præstere og jagte 12-tallet, og uddannelse i sig selv er blevet til noget, der skal kunne betale sig. Her plæderer Arnt igen for at læreransvaret:
Jeg mener i høj grad, at lærerne kan og skal tage det på sig at skabe et stærkt modsprog til det her karaktersprog, et sprog for læringsprocesser, for det at gøre sig umage, og for at søge sin faglige nysgerrighed nødvendigvis at have 12-tallet for øje hele tiden.
Uddannelse kan betale sig – også i et bredere perspektiv
Der er sket det , at uddannelsespolitikken er blevet mere og mere knyttet til både arbejdsmarkeds- og beskæftigelsespolitikken henover de sidste 10-20 år. Det har betydet, at vi nu taler meget om, hvordan betaler sig, og den gennemgående logik er, at uddannelse skal nytte i et snævert arbejdmarkedsmæssigt perspektiv.
De blødere dannelsesperspektiver skal således inddrages meget mere i narrativet omkring det at uddanne sig. Det er nemlig her, at vi for alvor kan komme til at skabe trivsel.
Arnt er enig i, at uddannelse er noget, der skal nytte, men forholder sig kritisk til, hvor meget den diskurs fylder. Han mener, at den netop kun fodrer de unges jagt efter 12-tallet og underminerer faglig nysgerrighed. Han efterlyser derfor en dialog omkring dannelsesperspektivet i uddannelsessektoren:
Jeg mener, at det er en dialog, der skal foregå på to niveauer. Man kan sige, at der foregår en daglig praksis ude på de enkelte skoler, hvor det er lærerne, der fostrer kulturen og sætter rammerne. Samtidig foregår der også en mere langsigtet kamp, der i høj grad handler om de politiske diskurser omkring uddannelse. Vi er allesammen forpligtet til at skabe et stærkt modsprog til dét vi ser lige nu.
Bedømmelsessituationen skal have nyt fortegn
Det at blive bedømt og det at kunne præstere er ikke noget vi skal væk fra. Tværtimod mener Arnt, da det er noget alle mennesker skal kunne og vil komme ud for i alle aspekter af livet. Han mener blot, at bedømmelsessituationen har brug for et nyt fortegn.
Førend de unge mennesker vil trives bedre, skal der være en bedre forbindelse mellem det de bliver målt og vejet på til sidst, og det der foregår undervejs. Arnt ser her en diskussion om, hvad det egentlig er vi skal måle hos dem som nødvendig:
Der skal være en bedre sammenhæng mellem læringsprocessen og den måde, hvorpå eleverne bliver bedømt på i sidste ende. Det er altafgørende for at sikre trivsel. Eleverne skal se, at der er en rød tråd mellem det at prøve sig selv af i de forudsigelige læringsprocesser, og det at kunne præstere godt til eksamen. Det betyder, også, at vi skal have mere refleksion omkring præsentationen i en bedømmelsessistuation; fokus skal ikke kun være på præstationen.