Martins liv som iværksætter og ølentusiast

Lige overfor Gunnar Nu Hansens plads finder du Østerbros ældste skænkested. Stedet  hedder Tap10 og ejes af Martin Hokfeld, der købte lokalerne for et par år siden. Finduddannelse.dk  vil gerne høre mere om hans vej gennem iværksætterjunglen. Hvordan startede det - og ved han noget som andre iværksættere kan bruge til noget?

Lige overfor Gunnar Nu Hansens plads finder du Østerbros ældste skænkested. Der er en let duft af træ, da jeg kommer indenfor i det lyse kælderlokale, og indretningen er moderne, men klassisk hyggelig. Bag baren hænger en tavle, der viser listen over de 10 øl, der serveres på hanerne. Her er der dog hverken tale om flad Carlsberg eller vandet Tuborg. Jeg befinder mig nemlig på en ølbar med afsæt i Nordens store udbud af humle.

På væggen bagerst hænger nogle sort/hvid billeder fra dengang baren hed Thyges Kro, hvilket også er derfor stedet går for at være Østerbros ældste skænkested. I dag hedder stedet dog Tap10 og ejes af Martin Hokfeld, der købte lokalerne for et par år siden. Det er også Martin, jeg skal tale med, da vi på Finduddannelse.dk gerne vil høre mere om hans vej gennem iværksætterjunglen. Hvordan startede det, og ved han noget, andre iværksættere kan bruge?

Jeg bestiller en øl. Jeg husker ikke præcis, hvilken jeg bestiller - men jeg husker klart, at den smager godt. Faktisk rigtig godt. Det er som om denne grå dag i september bliver en solrig dag i august. Martin ser på uret. Han er en travl mand. Senere skal han til Helsingør, hvor han snart åbner endnu en bar. Derudover har han sit eget ølmærke Hokkenfeller samt ølsmagningsbunkeren Bunkerbeer.

Imens jeg finder mine spørgsmål frem, fortæller Martin mig, at foruden at være Østerbros ældste skænkested, er det også Østerbros eneste ølbar, næsten - der er vist også en nede ved søerne, men den taler vi ikke om.


Fra papir til øl

Martin kommer oprindeligt fra kontorforsyningsbranchen. Han har stået i lære i butik og er uddannet papirhandler. Han blev produktchef og marketingansvarlig inden for grossistleddet og havde bl.a. også sin egen kontorforsyning.

For en 8-9 år siden ville Martin dog prøve noget andet. Han havde i sin fritid brygget øl nogle år forinden, så det var helt naturligt, at det var inden for dette, at han skulle finde sin nye levevej.


Et ølfattigt land

"Vi har for ikke så længe siden været meget ølfattige i Danmark rent smagsmæssigt. Her gik diskussionen på, om du var til Hof eller Tuborg, hvilket er en næsten ligegyldig diskussion. De er begge undergærede konsumøl, hvor smagene ligger så tæt på hinanden, at det næsten er uhyggeligt. Folk snakkede ikke om brown ale og IPA, hvor snakken jo har bevæget sig hen i dag."

Selvom, som Martin hurtigt tilføjer, man skal passe på med ikke at gøre øl til raketvidenskab. 

En anden ting, der tiltalte Martin var det nordiske ølkartotek: "Især her har danskerne haft fordomme om svenske øl, der blev opfattet som tyndt sprøjt, hvilket mere hænger sammen med lovgivninger omkring maksimal alkoholprocent på varer solgt i supermarkederne, end egentlig svensk kultur. Svenskerne har en utrolig god ølkultur og er meget ølvidende. Norge har fx også nogle af verdens bedste bryggerier."


Beruselsens førerbunker

Bunkerbeer var Martin første skud på stammen: "Det var først og fremmest ment som en import og distributionsvirksomhed med fokus på nordisk øl." 

Her faldt Martin og hans daværende forretningspartner Hasse for en bunker på Østerbro: 

"Den var ideel til lager og eksperimenteren med modning af øl. Øl kan via modning udvikle sig meget positivt, men vi fandt hurtigt ud af, at det var et lidt for nørdet segment at gå i krig med. 

Senere åbnede vi så derfor dørene op for ølsmagning, hvilket blev virkelig populært og stadigvæk er det.  

Allerede dengang havde vi også egne bryg, og jeg arbejdede på et gårdbryggeri oppe i Helsinge, hvor jeg fik lov at brygge mine egne øl. Import og eksport var stadig udgangspunktet, men ud fra populariteten, ville vi også have vores egen produktion op at køre."


To lukkede butikker

Efter noget tid med bunkeren åbnede Martin og Hasse en butik: “Først lå den på Øster Farimagsgade, hvor det hurtigt viste sig, at kundegrundlaget ikke var optimalt. Det var også her min kompagnon Hasse gik ud af firmaet, hvilket jo efterlod mig i en enmandsvirksomhed. Her fik jeg så mulighed for at leje en butik på Victoriagade i stedet. Det er også her ølbaren Mikkeller Bar ligger, så her måtte man da kunne trække nogen til.”

Martin ansatte en ekstra person til at starte en webshop op. Samtidig var han ved at åbne Tap10 og teste en masse opskrifter til sit eget ølmærke Hokkenfeller. Det betød, at den nye kollega også måtte stå og styre butikken. Butikken skulle fungere som pakkested fra webshop-ordrer, men webshoppen kom aldrig op at køre, hvilket betød, at butikken kun tjente på detailhandel.


“Det hele endte med at blive ret frustrerende, og en af de få positive ting jeg kan huske fra butikken i Victoriagade, var det lille bryggeri, der var derinde, men det var bare ikke stort nok. I dag er jeg i gang med et samarbejde med et større bryggeri, som kan lave mine øl i de rette mængder.” 


Iværksætter: Brug dit netværk

Som iværksætter har Martin brugt mange af sine tidligere erfaringer - både fra tidligere jobs, men også gennem at have brygget øl som hobby.

"En ting jeg gjorde, da jeg sagde mit job op i sin tid, var at kontakte Per Kølster, der har skrevet bogen 'Alle tiders øl' for at høre, om jeg måtte komme op og arbejde for ham. Her fik jeg en mere hands-on fornemmelse med større skala ølbrygning og lærte en del, som jeg bruger i dag."

Udover det, har Martin deltaget i et par brygkurser, men ellers har det hele kørt gennem learning by doing - og ved at gøre brug af det  det netværk, han havde omkring sig. 

Her har han fx. haft folk under brygmesterudannelsen ansat, eller han har fået sine yngre bartendere til at se på markedsføring gennem Instagram. Det er også et af de råd, han giver til andre iværksættere:

“Det gælder om at bruge sit netværk og måske i starten finde ud af ‘hvem kender jeg’? Det behøver ikke at være folk fra samme branche. Jeg har fx også brugt min tidligere chef til et par gode råd i ny og næ, samt en anden bekendt som, inden han blev pensioneret, havde sit eget IT-konsulentfirma."


En realistisk optimist

Derudover mener han, at det bare er at kaste sig ud i det. “Hvis du overanalyserer for meget, kommer du hurtigt til at stoppe for meget op. Dog mener jeg ikke, man ligesom mig, behøver at sige sit job op. Det kan nogle gange være smart at starte det op ved siden af sit arbejde og bruge aftenerne på det.

Her kan du også finde ud af, om du virkelig gider. For hvis du ikke gider at ofre noget fritid på det, så er det måske ikke det værd. Men det er hårdt i starten, og hvis jeg tænker tilbage på alle de ressourcer og al den tid jeg har brugt, så var der nok mange der ikke orkede. Til sidst skal du selvfølgelig tro på dit produkt og ide, men samtidig være realist.

En god stabil omsætning kommer ved det lange seje træk. I dag når jeg da også mine budgetmål, og hvis det ikke var gået godt, så havde jeg ikke åbnet endnu en bar."

Martin vil da også gerne åbne en til - og en til og en til. Lige nu tager han dog en tår ad gangen.

Af kommunikationsmedarbejder, D. H. Dreesen


Annoncer