David Møller Vakili, kursist

Hvorfor tager du kurset?

Jeg vil gerne repetere de ting, jeg lærte på min kontoruddannelse. Lige nu er jeg ledig, og min første indskydelse var, at jeg skal ud og have et bogføringsjob. Men min bror og jeg går og snakker om at starte vores egen virksomhed.

Hvad har du fået ud af kurset indtil videre?

Når man siger bogføring til den almindelige borger, så tænker de typisk, at det er det kedeligste, der findes på hele jorden. Men når man kommer i dybden med det, så er det virkelig interessant. Det er vigtigt, at der er bogføringsfolk i en virksomhed. De er grundfundamentet for, at økonomien kører rundt.

Hvad lærer du?

Jeg regnede faktisk bare med, at jeg skulle lære det grundlæggende. Men vores underviser begyndte med at sige, at de her 6 uger i grove træk er som en almindelig bogføringsuddannelse. Så jeg får en god indsigt i faget. Vi har fx lært om salgsmoms og købsmoms, og hvor det hele skal skrives, så skattefar ikke bliver sur.

Er du glad for kurset?

Jeg er glad for både kurset og for vores underviser, Henrik. Han er god til at holde emnerne på et niveau, så alle kan være med. Vi er en blandet flok kursister. Nogle har siddet med regnskab i mange år og skal have det repeteret. Nogle har mindre erfaring, og så er der dem, der er helt nye. Men alle får noget ud af det.

Vil du anbefale det til andre?

Ja, det vil jeg. Og dem der sidder derhjemme og tænker, at de ikke kan være med, når de aldrig har haft med bogføring at gøre, de skal bare hoppe ud i det. Man starter med at lære det basale inden for bogføring, og så stiger niveauet løbende.




Læs mere om Grundlæggende regnskab - Online

Bestil information


Kom I kontakt med Aarhus Business College
Ingen omkostninger eller forpligtigelser