Skibet er ladet med F: Flere freelancere i fremtiden. Tendensen taler sit eget tydelige sprog. Flere og flere danskere vælger at etablere sig som freelancere. Samme udvikling gør sig gældende på global skala.
Der er altså tale om et opgør med den vante lønmodtagerrolle, der tager udgangspunkt i en helt ny økonomi - nemlig dele- eller vidensøkonomien.
I USA benævnes denne nye økonomi som The Gig Economy. Denne gig economy udgøres af projektbaseret arbejde eller on-demand services, og er født ud af den digitale udvikling.
Kodeordet for denne her tendens - både i dansk og global kontekst - er fleksibilitet. Muligheden for at administrere sin egen tid, at vælge projekter ud fra passion, og det at blive sit eget brand er noget, der tiltaler mange mennesker.
Men det at flere ser perspektiv i en tilværelse som freelancere og selvstændige, betyder samtidig også, at du må tænke strategisk og kreativt i forhold til, hvordan du skiller dig ud fra mængden, så det er dig, der bliver valgt til opgaverne.
Derfor har vi - med udgangspunkt i Olga Mizrahi’s bog The Gig Is Up - Thrive In The Gig Economy Where Old Jobs Are Obsolete and Freelancing Is The Future - samlet 5 råd til, hvordan du bliver unik i en fremtid fyldt med freelancere.
Kend din Value Proposition
Du må være helt klar over, hvorfor du er den rette person til at udføre opgaven. Det at kende din helt unikke value proposition er grundstenen til din succes som selvstændig. Når du kender dine styrker og kernekompetencer er det nemlig meget let for dig at markedsføre dig selv over for de helt rigtige kunder.
Det, der gør dig unik er din beslutning. Det kan for eksempel være
- Din prissætning: Du er billigere end dine konkurrenter eller du leverer bedst value for money.
- Din specialisering: Du er specialiseret inden for noget bestemt.
- Din tilgængelighed: Du er i stand til at levere inden for kort tid eller er lokalt forankret
- X-faktoren: Du har det der udefinerbare ekstra, som tiltaler de helt rigtige kunder.
Husk, det handler om at skille sig ud, og du må ikke være bange for at sige, at du altså er den bedste, hurtigste eller den helt rigtige til en given opgave.
Skab tillid og et stjernegodt ry
Selvom om mennesker er vilde med alt, der er teknologisk og nyt, så er gode gammeldags dyder som tillid, respekt og pålidelighed stadig enormt værdsat.
Det er altså enormt vigtigt, at du sørger for at få skabt en tillidsfuld relation til den kunde eller midlertidige arbejdsgiver, der har hyret dig. Du må levere et godt produkt hver gang; til tiden og inden for dit budget. Der er ikke plads til at fejle, for så bliver du valgt fra næste gang.
Yder du dog som forventet hver gang, kan du være sikker på, at du får et stjernegodt ry ude i byen, hvilket i sidste ende vil komme til at kendetegne dig.
Et godt ry kan samtidig være vejen til nye arbejdsopgaver, da du måske er så heldig at blive anbefalet.
Brand og Google dig selv
Det er fuldstændig essentielt, at du ved, hvordan du brander dig selv. Dit brand er din stærkeste valuta, når du skal til at markedsføre dig selv på både de sociale medier og diverse freelancing platforme.
Du bør derfor sørge for, at dine styrker og value propostion bliver fremhævet på bedste vis. Sørg for at Google dig selv fra tid til anden, så du har styringen over, hvad andre mennesker ser, når de Googler dig.
Udvid din forretning
Du har sikkert fået dine jobs som freelancer, fordi du er enormt dygtig til lige præcis det du gør, men har du nogensinde overvejet, hvordan du kan udvide din forretning?
Hvis du er god til at skrive, kan det for eksempel være en god idé også at styrke din grafiske profil, så du kan tilbyde dine eksisterende kunder flere ydelser.
Ved at tænke over, hvordan du kan udvider din forretning hos allerede eksisterende kunder kan du samtidig styrke dit samarbejde med dem, da de i mange tilfælde vil være tilbøjelige til at vælge dig fremfor nogle helt nye samarbejdspartnere.
Kend dine konkurrenter
Som freelancer er du ikke den eneste fisk i vandet. Konkurrencen er både stor og stærkt tiltagende, og den eneste både at blive det naturlige valg for kunderne er ved at være fuldstændig klar over, hvordan dine konkurrenter opererer.
Undersøg derfor, hvordan de strukturerer deres forretning, hvad er deres prissætning og hvilke services udbyder de?
Ved at kende til de her parametre kan du tage det, der fungerer bedst for dem og ellers sørge for at tilbyde kunderne noget andet. Det handler igen om, at du må gøre alt, der skal til for at skille dig ud.