Konflikter påvirker din arbejdsglæde

Konflikter påvirker din arbejdsglæde

Konflikter er en uundgåelig del af livet, og det gælder også i dit arbejdsliv. Men konflikter på arbejdspladsen er ikke uden konsekvenser. Du vil altid støde ind i konflikter af større eller mindre grad, men det er vigtigt, at du håndterer dem, især hvis man spørger Mads Lønnerup fra SUPPLEMENT AS.


Mads LønnerupMads Lønnerup er partner og underviser hos SUPPLEMENT og har en baggrund som Cand.mag. i Religionsvidenskab og Semiotik og har arbejdet som konsulent siden 2007.

Mads har desuden arbejdet som skolelærer i 2½ år og har beskæftiget sig med socialt belastede unge i 3 år, som har givet ham en masse viden omkring blandt andet konflikthåndtering, kommunikation samt arbejdsglæde og trivsel i organisationer. Denne viden og erfaring trækker Mads nu på og bruger i sin undervisning hos SUPPLEMENT, hvor han blandt andet underviser i kurserne Kys Konflikten og Stress i arbejdslivet.

Sådan kan konflikter påvirke din arbejdsglæde

Konflikter, store såvel som små, er ikke til at undgå - heller ikke på en arbejdsplads. Dette uanset om det er mellem kolleger, mellem en medarbejder og en leder, mellem to ledere, eller et helt fjerde scenarie. Derfor mener Mads Lønnerup også, at et kursus i konflikthåndtering er relevant for alle, uanset stillingsbetegnelse eller branche. 

"Jeg synes egentlig, det er et kursus alle burde have, da der vil være konflikter, uanset hvilken funktion man varetager i en virksomhed, og om det er en intern konflikt mellem medarbejdere og/eller leder(e) eller om det er en ekstern konflikt med eksempelvis samarbejdspartnere eller kunder. Det er vigtigt at være i stand til at håndtere konflikter for at passe på sig selv og værne om sin egen trivsel. Et kursus i konflikthåndtering vil nemlig give dig viden om konfliktløsning, uanset om det er en konflikt du selv står midt i, eller om det er en konflikt, hvor du har en rolle som mediator. Uanset hvad er det vigtigt at kunne tale om konflikten og løse den, da det ellers kan have konsekvenser for din egen trivsel såvel som andres, men muligvis også for virksomheden," forklarer Mads og uddyber med, at en uløst konflikt blandt andet kan have den konsekvens, at det kan smitte af på samarbejdet. Derudover kan det have den konsekvens, at en uløst konflikt, der får lov til at ophobe sig over lang tid, kan føre til stress blandt medarbejdere. Dette kan føre til sygemeldinger, og i yderste konsekvens kan det føre til opsigelser. Konflikter kan derfor have mange forskellige konsekvenser, ikke kun for den enkelte medarbejder, men også for samarbejdet mellem kolleger og for organisationen som helhed. Konflikter skal derfor ikke negligeres, men derimod konfronteres:

"Det kan være svært at få hul på bylden og tage den svære snak, hvis en konflikt har ligget og ulmet i noget tid - men det er nødvendigt. Ikke kun for dit samarbejde med vedkommende du er i konflikt med, eller hvis du er leder, og det er to ansatte, der er i konflikt, men også for din egen skyld, når det kommer til arbejdsglæde og trivsel. Uløste konflikter er dem, der skaber de største udfordringer, så det er vigtigt, at man er i stand til at arbejde med sine konflikter og gå til dem uden at være bange for dem, uanset om man er mellemleder, leder eller medarbejder, eller om du sidder i en administrativ stilling, eller om du arbejder som eksempelvis pædagog. Konflikter kan som sagt opstå hvor som helst, både på arbejdspladsen og i privatlivet, og det er derfor vigtigt, at vi ved, hvordan vi håndterer dem bedst muligt."

3 årsager til konflikter

Spørger du Mads Lønnerup, er der helt overordnet 3 årsager til, at konflikter opstår.

1. Forståelse
Her mener Mads om man forstår den anden, om man forstår motiverne og hvad modparten har i sinde. I bund og grund om man har forstået intentionen, eller om man fx har misforstået noget, så man med det samme fejltolker, hvad intentionen er.

2. Accept
Måske har du forstået intentionen og budskabet, men du bryder dig ikke om det. Intentionen stikker til dine følelser, og måske endda nogle af dine helt grundlæggende værdier og/eller din retfærdighedsfølelse, hvorfor du ikke kan acceptere det. 

3. Afsenderen står i vejen for budskabet
Du har forstået og accepteret motivet og argumenterne. Måske synes du endda, at ideen er god, og at den giver god mening, men du bryder dig ikke om, hvem afsenderen af intentionen er. Det kan for eksempel være, hvis du ikke føler, at afsenderen er en autoritet, eller hvis du ikke føler, at afsenderen er kompetent til at komme med ideen, hvorfor du modsætter dig.

Konfliktens størrelse er ikke afgørende

Konfliktens størrelse er ikke afgørende for, om du skal tage konflikten eller ej. Mads Lønnerup forklarer, at det oftest er de små konflikter mellem medarbejdere, der er svære at tage op, og det er derfor også oftest dem, man lader sig irritere mest over. Men fordi de kan virke små, er det ikke ensbetydende med, at de er ligegyldige. I stedet er rådet fra Mads, at man skal lytte til sin indre dialog og lytte efter om det har irriteret én gentagne gange. Hvis det er tilfældet, kan det være et godt tegn på, at du bør gøre noget ved det, så konflikten ikke eskalerer og adresseres voldsomt.

At tage snakken om konflikten stille og roligt minimerer risikoen for, at konflikten påvirker samarbejdet fremadrettet, og I har på denne måde bedre forudsætninger for at tolerere hinandens forskelligheder. Derudover har I et bedre udgangspunkt for at løse konflikten ved at tage snakken stille og roligt, end hvis følelserne sidder helt uden på tøjet. 

Mads' 5 gode råd til konflikthåndtering

Når det kommer til konflikthåndtering og konfliktløsning, har Mads Lønnerup fra SUPPLEMENT nogle gode råd til, hvordan du/I opnår de bedste forudsætninger for at lykkes med håndteringen af konflikten.

  1. Lyt til din indre dialog
    Når du overvejer, om du skal tage en konflikt op, så lyt til din indre dialog. Hvis det er en diskussion, du har haft med dig selv op til flere gange kan det være et signal til, at det er noget, der irriterer dig i så høj grad, at det er en god idé at tage snakken med den eller de personer, der har vækket de her følelser i dig. 

  2. Tænk over timingen
    Nogle konflikter skal tages lige i det de opstår, mens det ved andre konflikter kan være en god ide lige at trække sig, tælle til ti og lige trække vejret helt ned i maven. På den måde sikrer du dig, at følelserne ikke sidder helt uden på tøjet, og du får tid til at falde ned, så du kan tage konflikten med friske øjne.

  3. Lyt og vær opmærksom
    Sørg for at lytte, være opmærksom og stille spørgsmål, når du tager samtalen med den person, du er i konflikt med. At lytte og stille konstruktive og oprigtige spørgsmål viser, at du anerkender modpartens følelser, også selvom I ikke nødvendigvis er enige. Virkeligheden findes et sted mellem jer.

  4. Vær bevidst om din egen rolle i konflikten
    Det er vigtigt at du tænker over din egen rolle i konflikten. Du har måske gjort eller sagt noget, der kan have bidraget til konflikten. Måske har du selv smidt ild på bålet og måske ikke. Vi har forskellige opfattelser, hvorfor det er vigtigt at du er så objektiv som muligt, og tænker over dine egne handlinger og står ved dem.

  5. Ansku konflikten som et læringsrum
    Måske er du konfliktsky og kan ikke lide at konfrontere selve konflikten. Det er der heller ikke noget forkert i, men du kan lære rigtig meget af det. Med andre ord: Kys konflikten velkommen og hav fokus på, hvad du kan lære af den. Se konflikthåndteringen som en del af din udvikling og ikke mindst en måde at lytte til dig selv og passe på dig selv.

  • Bonus: Forbered dig på konflikten
    Et bonusråd fra Mads Lønnerup er, at man forbereder sig på konflikten. Det er lidt en god blanding af de ovenstående råd, men det er en rigtig god ide, hvis det er muligt. Nogle gange opstår samtalen om en konflikt spontant, men hvis du har mulighed for det, er det en god idé at forberede dig. Endvidere kan det være en god ide at øve dig i konflikthåndtering, særligt hvis du er en anelse konfliktsky. Det kan være ved at starte i det små, som f.eks. når du er på restaurant. Send bøffen tilbage, hvis den ikke er tilberedt som du bad om, og lyt til, hvad der sker i din krop. 

Find dit kursus hos SUPPLEMENT her

Senest opdateret: 17 okt 2022
Michelle Hjorth
Digital Content Editor

Du er måske også interesseret i:

Sidst opdateret 05-08-2022

Samarbejdende adfærd

Du vil gerne, at alle er tilfredse og forsøger at møde alles behov og ønsker i en konfliktsituation. Du fremstår både vedholdende og samarbejdsvillig, da teamwork nemlig er vigtigt for dig, og du strækker dig altid utroligt langt for at skabe konsensus. Du ser i høj grad en hver form for uenighed som en mulighed for forbedring.  Den samarbejdende konfliktstil er gavnlig i situationer, hvor de ...
Læs mere
Sidst opdateret 27-05-2020

Tips til at undgå konflikter

Det kan være svært at vide, hvordan man som medarbejder skal gribe konflikter an på arbejdspladsen. Konflikter kan være roden til stress, ineffektivitet og fravær. Vi har taget en snak med Mona Myrup, cand.merc.psyk, der fortæller, hvordan du effektivt kan håndtere konflikter på arbejdspladsen.

Læs mere
Sidst opdateret 06-08-2020

Empati og rollespil styrker kommunal service

For at blive bedre til at håndtere konflikter med frustrerede borgere på overførselsindkomst, har medarbejdere på Billund rådhus været på kursus i konflikthåndtering. Finduddannelse har talt med Mette Roed, stabssekretær i kommunens arbejdsmarkedsafdeling, om hvordan kurset har hjulpet dem i deres arbejde.

Læs mere
Sidst opdateret 14-07-2020

Undertrykkelsesteknikker

Kender du til følelsen af ikke at blive inkluderet på jobbet? Måske er du offer for undertrykkelsesteknikker, og i så fald har du brug for gode råd til at håndtere dem. Dem giver den svenske retoriker, Elaine Eksvärd, dig lige her, så læs med!

Læs mere