Vis finduddannelse.dk som: Mobile

Min HD har pudset mig af, og nu er jeg i drømmejobbet

Tobias Schanz har taget en HD-uddannelse i Regnskab og Økonomistyring. ”Det har krævet hårdt arbejde,” siger han om studiet, hvor man arbejder samtidig, men som til gengæld har givet ham et helt særligt kvalitetsstempel.

Tobias Schanz er 29 år og sidder i sit drømmejob. Drømmen har ikke altid peget mod jobbet som Financial Controller i Masai, men efter et sporskifte og en HD-uddannelse ovenpå hans kandidat, er Tobias præcis, hvor han gerne vil være.

”Jeg fortryder ikke et sekund. Det har pudset mig af, pudset min profil af, så den peger derhen, hvor jeg gerne vil,” siger han.

Han har haft fuldtidsjob under hele sin HD, som han bliver færdig med i foråret 2019.

Tobias

Sporskifte

”Jeg har gået meget i skole nu! Men heldigvis har jeg kunnet arbejde imens,” bemærker Tobias Schanz.

Hele hans uddannelse har foregået på CBS. Da kandidaten i Politisk Kommunikation og Ledelse var afsluttet, fik han tilbuddet om at kunne få finansieret en HD fra den regnskabsafdeling, hvor han havde studiejob. Tobias Schanz greb chancen for et sporskifte.

”Mine interesser har ændret sig undervejs. Min kandidat er bred og har givet mig et godt fundament, men arbejdet som Financial Controller, fandt jeg ud af, var lige mig.”

Tankegang og værktøjer

Når Tobias Schanz fx trækker tal ud til sin virksomheds bestyrelse i London og sørger for at virksomheden er ”compliance” – altså lever op til skatteretlige regler, trækker han på alle de værktøjer, han har lært på studiet. Håndgribelige værktøjer, som han kan bruge i praksis, også mens han stadig er under uddannelse.

”Jeg har lært hele tankegangen. Man får både de forskellige teorier i fx økonomistyring, og så lærer man, hvordan man går til tingene i praksis. Jeg har også lært den gængse tale, vi har for de nøgletal, vi tit bruger. En terminologi, som er helt nødvendig,” fortæller han om, hvad han har fået med sig fra HD på CBS.

Oprindeligt forestillede Tobias Schanz sig, at han skulle arbejde med branding eller mere strategisk arbejde. En baggrund han stadig bruger i sin nye karrierevej:

”Jeg griber tingene anderledes an end fx en revisor, ser tingene fra flere perspektiver og stiller spørgsmål til, hvad vi skal. Om vi fx ikke skal med på modemesse i Frankrig eller noget andet. På den måde er den strategiske branding-tankegang en rigtig god kombi med min HD.”

Passion og støtte fra arbejdet

Tobias fortæller, at fordelen ved at uddanne sig med en HD netop er, at uddannelsen har ry for at være hårdt arbejde. ”For så ved folk, at du kan noget og vil noget, og det er et kvalitetsstempel, der kan bruges,” siger han.

Tobias Schanz taler samtidig meget om balance. Han mener selv, at det er gået godt med at holde balancen mellem et job, han går op i – og bruger mange timer på, en krævende uddannelse og så venner og familie, som er vigtige for ham.

Det har været afgørende, at hans arbejdsgiver hele vejen igennem har vist interesse for uddannelsen og spurgt ind. Og så har de været fleksible, når der har været brug for ekstra tid til eksamensopgaver.

”Det er virkelig essentielt. Hvis du skal tage sådan en uddannelse, så skal du bare have en arbejdsgiver, der bakker op, også så du kan bruge de ting, du lærer i dit arbejde,” mener han.

”HD har virkelig gjort noget godt for mig”, slutter Tobias. ”Hvis ens karrierevej af en eller anden årsag går i en anden retning – jeg kender fx flere, der ikke ved hvad de vil lave, så kan en HD hjælpe med at få en skarp profil.”

Fakta

En HD-uddannelse er en erhvervsøkonomisk diplomuddannelse, der kombinerer den teoriestiske undervisning med den praktiske erfaring.

En fuld HD-uddannelse er normeret til i alt fire år fordelt med to år på hhv. HD 1.del og HD 2.del, og svarer niveaumæssigt til en bacheloruddannelse. Den tages som deltid, da hovedparten af studerende har fuldtidsarbejde ved siden af. Undervisningen ligger derfor også uden for normal arbejdstid, og man kan vælge i mellem hverdagsaftener, lørdags- eller onlineundervisning.

På HD 2.del har man mulighed for specialisering i:

  • Finansiering
  • Finansiel Rådgivning
  • International Business
  • Marketing Management
  • Organisation og Ledelse
  • Regnskab og økonomistyring
  • Økonomistyring og Procesledelse
  • Supply Chain Management

Fleksibilitet: Uddannelsen kan sammensættes til at passe din hverdag. Du kan læse det samlet forløb eller som et enkeltfag ad gangen. Du kan derved f.eks. vælge, at din HD skal strække den over længere tid.

Niveau: HD-uddannelsen er en diplomuddannelse, og en HD 1. del og HD 2. del svarer tilsammen til en uddannelse på bachelorniveau.

  • Adgangskrav til HD 1. del: Gymnasial eksamen
  • Adgangskrav til HD 2. del: HD 1. del (eller tilsvarende uddannelser) og 2 års relevant erhvervserfaring (kan optjenes mens du læser HD 1. del)

Du kan få mere information om HD-uddannelserne på www.cbs.dk/hd

Senest opdateret: 30 apr 2019

Få nyheder, trends og insight
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få indblik i uddannelsesmarkedet samt inspiration til kommende kompetenceudvikling!