Har du gået og overvejet om en kandidat eller en master er det rigtige for dig, og hvilken af uddannelserne du skal vælge? Måske har du undret dig over forskellene på de to uddannelser?
Ser vi på Den danske kvalifikationsramme for livslang læring er en kandidatuddannelse og en masteruddannelse begge på niveau 7 i kvalifikationsrammen, så hvad er egentlig forskellen på en master og kandidat? Vi forsøger at give dig svaret her.
Forskel på master og kandidat
Forskellen på en masteruddannelse og en kandidatuddannelse skal blandet andet findes i det normerede antal ECTS point. Endvidere er den ene uddannelse tilrettelagt på fuldtid, mens den anden er tilrettelagt på deltid. Selvom uddannelserne begge er på niveau 7 i kvalifikationsrammen, er der altså væsentlige forskelle på de to uddannelser.
Forslag til kurser
ECTS-point
En væsentlig forskel på en master og en kandidat er de normerede ECTS point. En kandidatuddannelse er normeret til 120 ECTS point, som svarer til to års fuldtidsstudier, mens en master er normeret til 60 ECTS point, svarende til et års fuldtidsstudier.
Uddannelsens tilrettelæggelse
En kandidatuddannelse er tilrettelagt som et fuldtidsstudie, mens en masteruddannelse er tilrettelagt på deltid. Med en masteruddannelse er det derfor oplagt, at du tager uddannelsen ved siden af et fuldtidsarbejde. Her strækker uddannelsen sig typisk over 2-3 år, og foregår som sagt på deltid. Med en kandidat derimod, er der tale om et studie på fuld tid, hvor der altså ikke er lagt på til anden beskæftigelse. De fleste har dog et deltidsjob ved siden af deres kandidat. Med en kandidat strækker uddannelsen sig over 2 år, og en kandidat tages typisk, umiddelbart efter man har afsluttet sin bachelor.
Økonomi
En anden væsentlig forskel på en master og kandidat er det økonomiske aspekt. På en masteruddannelse er der nemlig deltagerbetaling og der er tale om efter- og videreuddannelse, mens en kandidat er en videregående uddannelse, hvor du er SU-berettiget - såfremt du opfylder betingelserne naturligvis.
Så for at omsummere. så er en kandidatuddannelse en del af det ordinære uddannelsessystem i Danmark, hvor uddannelsen er gratis og du er berettiget til SU forudsat du opfylder kriterierne, hvorimod en masteruddannelse en en voksen- og efteruddannelse, hvor du - eller din arbejdsgiver - betaler for uddannelsen, og du er ikke berettiget til SU. Du kan dog have mulighed for at søge om økonomisk støtte på en masteruddannelse, men ellers er uddannelsen som udgangspunkt udelukkende selvbetalt.
Kandidatuddannelse
En kandidatuddannelse er det naturlige næste skridt, når du har afsluttet din bachelor. En kandidat er nemlig en overbyggende uddannelse til din bachelor, hvor du får mulighed for at fordybe dig inden for det felt, du brænder for. Kandidatuddannelsen er en forskningsbaseret heltidsuddannelse med en varighed på to år, svarende til 120 ECTS. Dog kan enkelte kandidatuddannelser have en varighed på tre år. En kandidat er SU-berettiget og udbydes af universiteterne.
Adgangen til en kandidatuddannelse forudsætter en relevant bacheloruddannelse eller anden relevant dansk eller udenlandsk uddannelse på samme niveau, det kunne for eksempel være en professionsbacheloruddannelse.
Masteruddannelse
En masteruddannelse er derimod for dig, der har en bachelor, professionsbachelor eller anden adgangsgivende forudgående uddannelse og har mindst to års erhvervserfaring efter uddannelsen. Du studerer typisk på deltid samtidig med, at du arbejder. Masteruddannelser er videregående uddannelser inden for videreuddannelsessystemet for voksne. Kandidatuddannelser er normeret til 60 ECTS point, hvilket svarer til et årsværk.
Selvom du har en kandidat i forvejen, behøver det ikke betyde, at en masteruddannelse så ikke er noget for dig. Her kan en masteruddannelse nemlig alligevel være oplagt, hvis du fx leder efter videreuddannelse og har et ønske om opkvalificering.