Som ejer, leder eller bestyrelsesmedlem er du sikkert bevidst om dine arbejdsopgaver og dit ansvar. Men er du bevidst om dine egne kompetencer inden for ESG?
Ellers er der flere gode grunde til at komme i gang! ESG bør nemlig ses som driver for konkurrencekraft – særligt, hvis man spørger Peter Larsen, der er chef for DI Virksomhedsudvikling.
Og Peter Larsen er ikke alene om den betragtning. En ny rapport fra IRIS Group, "Grøn Konkurrencekraft", slår fast, at der er en klar sammenhæng mellem grøn omstilling og konkurrencekraft i danske industrivirksomheder.
Denne konklusion medfører også nye initiativer hos DI, forklarer Peter Larsen:
”I DI Virksomhedsudvikling styrker vi vores indsatser for virksomhedernes strategiske arbejde med ESG som drivkraft til udvikling, styrket konkurrencekraft og risikoafdækning. Dette gør vi blandt andet på baggrund af konklusionerne fra den nyeste analyse af grøn konkurrencekraft, udarbejdet af IRIS Group for Industriens Fond."
Hvad er ESG?
ESG står for Environmental, Social and Governance. Det er et sæt af kriterier og bæredygtighedsindsatser, der måler en virksomheds eller organisations indvirkning på og håndtering af miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige spørgsmål.
ESG-kriterierne kan variere afhængigt af branche og sektor, men nogle typiske eksempler er:
E (Environmental): Herunder har vi eksempelvis fokus på CO2-aftryk, ressourceforbrug og generelt, hvordan vi som virksomhed eller organisation påvirker og forebygger negative indvirkninger på miljøet.
S (Social): Herunder har vi fokus på de sociale aspekter af organisationen såsom medarbejdere, samfund og hvordan vores produkter eller services kan have en positiv påvirkning på brugere og samfundet generelt. Helt konkret kan det for eksempel være vores valg af leverandører og samarbejdspartnere, vores initiativer inden for diversitet og inklusion og lignende forhold.
G (Governance): Her kigger vi blandt andet på, hvordan virksomheden eller organisationen ledes og forvaltes, og om vi har den rigtige etik og de rette styringsværktøjer.
Peter Larsen forklarer, at det typisk er G’et, de først tager fat på hos DI, og det er der en årsag til:
"Min erfaring viser, at uden god selskabsledelse, klar etik og effektive styringsværktøjer, bliver forbedringer inden for S og E kun midlertidig og afhængig af den aktuelle ledelse. Derfor bør man starte med G som fundamentet for forandring.
Uden fundamentet i orden risikerer organisationens fremskridt at forsvinde, så snart lederen eller bestyrelsen skiftes ud. Ved at investere i G sikrer vi derimod, at virksomheden opnår en robust struktur, som fortsætter med at skabe værdi længe efter, vi selv har forladt posterne," forklarer Peter.
Få ESG kompetencer på DI's bestyrelsesuddannelse
Styrk virksomhedens konkurrencekraft med ESG
ESG bidrager ikke kun positivt til klima, miljø og medarbejderforhold, men også til økonomisk værdiskabelse og konkurrencefordele. Derudover kan ESG fungere som en strategisk driver, der viser vejen for fremtiden:
”Tidens forskning og empiriske data peger på, at grøn omstilling og ESG-tiltag kan styrke konkurrencekraften og skabe økonomisk værdi. Som det fremhæves i ”Grøn Konkurrencekraft”-rapporten, har næsten alle danske industrivirksomheder implementeret grønne tiltag, hvor det er det strategiske arbejde med ESG, der giver de mest betydelige konkurrencefordele. Dette skift i fokus vil gøre os i stand til at støtte virksomhederne endnu bedre," udtaler Peter Larsen.
Med andre ord vil virksomheder og organisationer, der formår at arbejde strategisk med ESG, opleve øget konkurrencekraft. Fra sit eget arbejde som aktiv og engageret bestyrelsesleder, har Peter erfaring med en række positive effekter af at have et strategisk fokus på ESG. For eksempel:
- Virksomhedens værdi øges
- Bedre kundeforståelse, der knytter kunden tættere
- Styrket innovationskraft via samarbejde med kernekunder og leverandører.
Effekterne kommer ikke fra dag ét, og der er forskel fra virksomhed til virksomhed på, hvor hurtigt investeringer i ESG og grøn omstilling omsættes til resultater - men de kommer.
Bliv del af et netværk for ESG- og bæredygtighedsledere
ESG og grøn omstilling er en læringsproces
ESG behøver ikke være en stor transformation fra starten. Ofte er det de små, enkle initiativer, der skaber den største bevægelse. Det handler ikke om at være perfekt fra begyndelsen, men om at komme i gang og lære undervejs.
Lad ESG-arbejdet begynde med små, målbare handlinger, som med tiden kan skaleres og tilpasses jeres virkelighed.
5 gode råd til jeres ESG indsats
1. Invester i jeres ESG kompetencer
Sørg for at inddrage en ekstern ingrediens, for eksempel i form af en uddannelse, en ekstern rådgiver eller lignende. Ellers kan I hurtigt blive begrænset af daglig drift og dermed ”sidde fast” i virksomhedens nuværende virkelighed.
Lær at arbejde strategisk med ESG
2. Arbejd kontinuerligt med ESG og bæredygtighed
ESG og bæredygtighed er en kontinuerlig proces, der kræver vedvarende engagement. Virksomheder, der gerne vil øge deres konkurrencekraft og være på forkant på strategi og udvikling, bør årligt opdatere deres dobbelt væsentlighedsanalyse og bruge resultaterne strategisk. Kontinuerligt ESG-arbejde giver fordele som bedre risikostyring, stærkere relationer, øget konkurrencekraft og forbedret omdømme.
3. Gør processen håndgribelig og legende
At implementere forskellige ESG-initiativer behøver slet ikke være en kedsommelig proces, der kun arbejdes med på lange ledermøder eller i bestyrelseslokalet. Sørg for at processen passer ind i dagligdagens drift i netop jeres virksomhed, hvor både bestyrelse, ledelse og medarbejdere løbende kan følge med, og ikke mindst være involveret, i udviklingen.
4. Find frem til jeres strategiske niche
Ved at identificere jeres strategiske niche, kan I finde frem til strategiske konkurrencefordele og eventuelle huller i netop jeres marked. Derudover kan det være et godt supplement til de mindre ESG-initiativer, I har implementeret i organisationen.
5. Lær både upstream og downstream
Hvis I har brug for konkrete input til, hvordan I for eksempel kan komme i gang med netop jeres strategiske niche eller små ESG-initiativer i hverdagen, kan det for eksempel være en god ide at lave en brainstorm med jeres strategiske kunder eller leverandører. Skab en dialog om, hvordan I kan arbejde endnu bedre sammen i jeres værdikæde samt, hvordan det rent praktisk kunne se ud og eksekveres henover de næste 2-5 år.
En god idé er at tegne et kort over jeres eksisterende samarbejdsprocesser og se på, hvor de kan forbedres til gavn for både mennesker, klima og bundlinje. I kan også udarbejde en fælles mission, der fokuserer på, hvad I sammen skal opnå ved at optimere samarbejdet på tværs af værdikæden.
2 ud af 10 industrivirksomheder har en strategi for ESG og grøn omstilling
Rapporten ”Grøn konkurrencekraft” pointerer, at kun 2 ud af 10 industrivirksomheder har en plan eller strategi for grøn omstilling. Der er derfor gode muligheder for, at I som virksomhed kan skille jer ud, hvis I sørger for at have en strategisk tilgang til arbejdet med ESG og grøn omstilling – de bedste virksomheder gør det i samarbejde med bestyrelsen.
Her kan det for eksempel være en fordel – for både jer og bestyrelsesmedlemmerne – at tage på et kursus eller en uddannelse, hvor bestyrelsen får nogle konkrete værktøjer til håndtering og implementering af en ESG-strategi.
Her skal I ikke kun lade jer drive af, hvilke lovkrav, der er gældende eller lignende. At være first mover inden for grøn omstilling og ESG på jeres område – med en strategisk tilgang – kan give jer en betydelig konkurrencefordel. Jo hurtigere investering jo bedre – ikke bare på den korte bane, men bestemt også på længere sigt:
”Investering i netop grøn omstilling og ESG kan være det bidrag, der fremtidssikrer jeres virksomhed på den lange bane”, lyder det afslutningsvist fra Peter Larsen.
Giv bestyrelsen de rette redskaber til strategiske ESG initiativer
Hvis ESG skal være en reel konkurrencefordel, kræver det viden, strategi og det rette afsæt. Som leder og bestyrelsesmedlem har du en central rolle i at sikre, at ESG bliver integreret i virksomhedens fremtidige retning – og det forudsætter, at du er klædt ordentligt på.
DI’s ESG-kurser og DI’s bestyrelsesuddannelse giver dig netop de redskaber og kompetencer, der skal til for at arbejde strategisk og værdiskabende med ESG. Du får praktiske værktøjer og ny indsigt, så du kan tage aktivt ansvar og bidrage som en drivkraft i den grønne omstilling.
Sæt ESG på bestyrelsens dagsorden – og skab langsigtet værdi.