Fremtiden er 3D print

Hvordan ser fremtiden ud for 3D prints?

For rigtig mange mennesker er 3D-print noget, der bliver set som en sjov gadget, men faktisk er både medicinal- og byggeindustrien hoppet med på bølgen. Der bliver altså allerede nu printet både knogler, proteser og store betonblokke.

3D-printeren er kommet for at blive, men hvad er det lige præcis den kan bruges til, og hvordan ser fremtiden ud for 3D-prints? Vi har spurgt Asger Dath, fra 3D Printhuset A/S, om netop det.


Hvad er 3D-print?

“3D-print er et tredimensionelt emne, der er lavet ved hjælp af en additivproces - det betyder, at det, at 3D-printe er at tilføje det nødvendige, frem for at fjerne det overskydende, som er normalt for langt de fleste andre produktionsmetoder vi kender,” fortæller Asger Dath.

Et 3D-print bliver til ved hjælp af en speciel printer. Printeren arbejder med materialer, som kan smelte og derefter størkne. Derudover findes der også den digitale 3D-fil, som er 3D-printerens guide til, hvordan emnet i sidste ende skal se ud. Asger Dath forklarer, hvilke materialer en 3D-printer kan arbejde med:

  • Plast er det mest normale, og findes i alle afskygninger, som typisk bruges til funktionelle prototyper.
  • Gips, som oftest vælges til print af modeller - oftest blot hvide, men da man kan 3D-printe i fuld farveskala med en gips printer, har den nogle ret unikke muligheder.
  • Resin-print, som er rigtig gode til detaljerede emner så som smykker og tænder. Resin er smart til støbning.
  • Metal har tidligere har været forbeholdt de helt store virksomheder som fly- og bilproducenter. Her bevæger vi os mere over i reelle unikke funktionelle produkter, som ikke giver mening at masseproducere.

“Det er typisk kravet til emnet, der afgører hvilket materiale man vælger at benytte, og valget af materiale afgører, hvilken 3D-printer man bruger, så i sidste ende vælger man sit værktøj efter, hvordan resultatet skal blive”, forklarer Asger Dath.


3D-print i fremtiden

“Hvis man ser på udviklingen, så vil 3D-print blive ved med at vokse og udbredes til flere og flere industrier i takt med, at flere og flere materialer bliver tilgængelige, og at 3D-printerne bliver både hurtigere, mere præcise og større,” beskriver Asger Dath.

3D-printere er altså på vej frem, og specielt i brancher som medicinal- og byggeindustrien, har vi langt fra set det potentiale 3D-prints kan levere. Det er stadig et meget ungt område, men ifølge Asger Dath, begynder det så småt at tage fart.


3D-print i byggebranchen

Inden for byggebranchen er 3D Printhuset A/S begyndt at udvikle printere, der kan 3D-printe beton i stor skala. Og Asger Dath beskriver, hvordan de allerede har lavet et helt hus, der står i Nordhavnen, kaldet The BOD.

“Vi er i den tidlige begyndelse, men der er allerede så mange fordele ved denne type af byggeri, at jeg kun kan forestille mig at vi kommer til at se meget mere 3D-print i det fremtidige byggeri.” - Asger Dath.

Fx har Dubai allerede meldt ud, at 25% af alt nybyggeri bliver 3D-printet i 2025.


3D-print i medicinalindustrien

3D-print kan meget mere end at skabe huse. Asger Dath peger også på 3D- printede kjoler, implantater, møbler, biler, proteser og kunst, som er begyndt at komme frem. Dog begynder vi snart at skulle holde øje med de første store gennembrud inden for 3D-print i medicinalbranchen.

“Vi ser allerede, at hospitaler begynder at 3D-printe testknogler, proteser og forsker i hud, væv og implantater, men det er kun begyndelsen. På grund af den høje kvalitetskontrol og langvarige tests tager det tid for ny udvikling at slå igennem medicinalindustrien,” forklarer Asger Dath.


Begrænsninger ved 3D-print

Asger Dath peger på tre typiske begrænsninger, som man bør overveje inden man vælger 3D-print fremfor en anden teknologi:

  • Styrke: Der bliver konstant udviklet nye materialer, men har man ikke råd til en metal-printer og kan emnet ikke efterstøbes, så er du begrænset til den styrke materialevalget har.
  • Hastighed: 3D-printere er ikke kendt for at være hurtige, og derfor er det typisk prototyper og ikke realproduktion de bliver brugt til.
  • Størrelse: Der fås 3D-printere i mange størrelser, men hvis du skal printe i rigtig store størrelser, så bliver man nødt til at printe flere emner og derefter sætte dem sammen.

Samtidig skal det selvfølgelig overvejes, hvad 3D-prints bliver brugt til at skabe. Du har mulighed for at printe alt fra spidse genstande til 90% af en pistol. Asger Dath ser det dog ikke som et problem:

“Det er nemmere at tage en kniv i køkkenskuffen end at 3D-printe et våben i plastik. Helt kort kan de fleste genstande omkring os misbruges - og 3D-print tilføjer så mange positive muligheder, opfindelser og ikke mindst vækst, at det overskygger de få, der vil misbruge teknologien.”


Vil du igang med 3D print?

Vil du gerne gå ombord i 3D-print? Som privatperson kan du bruge 3D-prints til fx prototyper, modeller og skulpturer. Asger Dath foreslår, at du starter med at læse de mange guides og informationer du kan finde online. Det handler nemlig om, hvad dit behov er, og ud fra det, hvilken 3D-printer du skal bruge.

Hvis du ikke er klar til at investere i en 3D-printer er der også mange fablab og makerspaces som har 3D-printere man kan låne.


Annoncer