Interview om bestyrelsesposter - fordele og ulemper

Som bestyrelsesmedlem skal du have indblik i en række økonomiske og strategiske aspekter i en virksomhed for at kunne træffe de rigtige beslutninger. I denne artikel får du gode råd til, hvordan du kan blive klædt på til at varetage hvervet som bestyrelsesmedlem. Kourosh, salgschef i Mirsk Digital ApS og frivillig bestyrelsesmedlem i non-profit foreningen ’Nej Til Knive i Nattelivet’...

Vi har interviewet Kourosh, salgschef i Mirsk Digital ApS og frivillig bestyrelsesmedlem i foreningen Nej til Knive i Nattelivet. Kourosh fortæller om udfordringerne ved at være bestyrelsesmedlem i en nonprofit organisation.


Hvordan fik du tilbudt bestyrelsesposten?

Det er faktisk min første bestyrelsespost, der kom som en selvfølge, da jeg er en af medstifterne af Facebook siden 'Nej til knive i Nattelivet'. Facebook siden startede med at være en slags oplysningskampagne, der senere udviklede sig til en nonprofit organisation med det formål at skabe et tryggere natteliv i Danmark. Jeg har selv oplevet vold i nattelivet, og derfor er det rigtig vigtigt for mig at kunne være med til at forebygge det med konkrete initiativer. På en måde kan man også sige, at der ligger et følelsesmæssigt engagement i det.

Til dagligt arbejder jeg med udvikling og salg af taleteknologiske løsninger til det offentlige, og jeg har derfor et stort netværk af kontaktpersoner fra politiet og mange af de danske kommuner. Det gør, at jeg kan biddrage til foreningen på flere områder.


Hvad får du ud af en bestyrelsespost?

Overordnet set giver bestyrelsesposten mig mulighed for at biddrage til bekæmpelsen af vold i nattelivet. Det er selvfølgelig begrænset, hvor meget indflydelse vi har i det politiske liv, men en kombination af målrettede kampagner og støtteevents har gjort det muligt at ramme et stort publikum med vores budskab.


Hvor mange timer sætter du af til bestyrelsesarbejde om måneden?

Det kommer an på, hvilke aktiviteter, der kører i foreningen. I stille perioder bruger jeg 1-2 timer om måneden plus forberedelsestid, men når foreningen lancerer kampagner og events, stiger timeantallet drastisk til 20-30 timer om måneden.


Kan det til tider være svært at få din nuværende lederstilling, familieliv og din bestyrelsespost til at gå op i en højere enhed?

Ja, op til de travle perioder er det selvfølgelig en udfordring at få det hele til at spille, men fordi der er tale om velgørenhedsarbejde med et godt formål, så stiller jeg glædeligt min arbejdskraft til rådighed. Arbejdet giver meget mere end det tager.


Føler du, at bestyrelsesposter kan hjælpe dig videre i din karriere?

I en alder af 26, føler jeg helt klart, at det er en stor fordel at have erfaring med bestyrelsesarbejde. Gennem årene har jeg fået stor erfaring med de centrale elementer i bestyrelsesarbejde, og jeg vil helt klart kunne anvende dette i min karriere fremover.


Hvilke udfordringer er du kommet ud for i forbindelse med denne post?

Vi har siden foreningens start haft en del konflikter i bestyrelsen. Nogle bestyrelsesmedlemmer ville drive det som en kommerciel virksomhed, og det resulterede faktisk i en retssag. Det er uundgåeligt, at bestyrelsesmedlemmer har forskellige synspunkter, men når der er tale om så omfattende uenigheder, så er det roden til mange udfordringer.


Hvad er dine anbefalinger til andre, der kunne tænke sig en bestyrelsespost?

En bestyrelsespost kan til tider kræve meget tid, og det er selvfølgelig noget, man skal tage i betragtning, når man har fuldtidsjob og familie. Der er også stor forskel på bestyrelsesposter. Nogle kræver mere tid og involvering og andre måske lidt mindre involvering. Derudover er der en masse økonomiske og strategiske aspekter, man skal have sat sig ind i, samtidig skal man være klar på nogle timers forberedelsesarbejde til hvert bestyrelsesmøde. Dog mener jeg, at hvis lysten og engagementet er der, så er muligheden for at have reel indflydelse i en bestyrelse meget værdifuld og givende. Det kan jeg kun anbefale.



Her er 5 grundlæggende tips til dig, der overvejer en bestyrelsespost


1. Lær organisationen at kende

Gør dig bekendt med organisationen før du accepterer bestyrelsesposten. Det indebærer at undersøge organisationens idégrundlag, drift, finansielle status, ledelsesstruktur m.v. Materiale der kan hjælpe dig på vej til et overblik over organisationen er: årsrapporter, de seneste reviderede regnskaber og en liste over de aktuelle bestyrelsesmedlemmer. Det er også en god ide at tjekke op på direktørens erfaringsbaggrund, da vedkommende naturligvis har en vigtig rolle i forhold til administrationen af virksomheden. Hvis du ikke har erfaring med noget af ovenstående, så er løsningen måske et kursus i bestyrelsesarbejde, så du kan varetage arbejdet som bestyrelsesmedlem.


2. Støt bestyrelsens endelige valg

Støt bestyrelsens endelige valg, selvom du stemte nej til et forslag. Det betyder ikke, at du nødvendigvis er enig i valget, men du er nødt til at acceptere og respektere den endelige beslutning. Når beslutning først er truffet, taler bestyrelsen med én stemme.


3. Overhold tavshedspligten

Dette råd er ret ligetil og simpelt - Hold følsomme oplysninger inden for bestyrelseslokalet fire vægge.  Oplysninger må ikke videregives til andre, heller ikke venner og familiemedlemmer.


4. Vær forberedt på at deltage i bestyrelsesmøder og "hjemmearbejde"

Det handler ikke udelukkende om at være til stede til bestyrelsesmøder. Det er vigtigt at være forberedt ved at læse op på de emner, der skal gennemgås til det kommende møde og bla. ved at gennemgå referatet fra det sidste møde. 


5. Udnyt de forskellige uddannelses- og udviklingsmuligheder

Bliv klædt på til at varetage hvervet som bestyrelsesmedlem. Som bestyrelsesmedlem skal du have indsigt i, hvorledes økonomien agerer i organisationen, og i den branche organisationen befinder sig i.

Vi har et stort udvalg af kurser til dig, der beskæftiger dig med bestyrelsesarbejde. Vi har kurser, der henvender sig til nye såvel som erfarne bestyrelsesmedlemmer i private eller offentlige virksomheder. Få et indblik i optimal ledelsesrapportering, nøgletalsanalyser, kritiske succesfaktorer, risikovurderinger, lønsomhed og projektportefølje-management - alle værktøjer der kan hjælpe dig i dit bestyrelsesarbejde.

Find kurser inden for bestyrelsesarbejde


Annoncer