Guide til transportuddannelser

Vil du gerne ind i transportbranchen, men er usikker på hvordan? Læs vores guide her, og bliv klogere på dine muligheder indenfor transport.

Guide til transportuddannelser

Skal du transporteres videre i din karriere? Er du kørt fast i rutinerne på landevejen, og trænger du til at komme videre - eller måske blot styrke dine kompetencer? Der er heldigvis masser af muligheder for efter- og videreuddannelse for dig i transportbranchen.

Mulighederne kommer lidt an på den baggrund, du har. Som faglært har du en række muligheder, men selv som ufaglært, eller med en anden uddannelsesbaggrund, har du mulighed for at opkvalificere dig og komme ind i transportbranchen.


For dig uden en faglært uddannelse inden for transportbranchen

Du kan vælge at tage et AMU kursus, som kvalificerer dig til at kunne køre som taxa, - bus, - eller lastbilchauffør. Disse kurser varer typisk omkring 30 dage.

Tip: Se mere om AMU kurser her

Erhvervsuddannelser for voksne (EUV)

Du kan også vælge at tage en længere erhvervsuddannelse. Erhvervsuddannelse for voksne er for alle over 25 år som ønsker en faglært uddannelse.

Du kan vælge fag inden for flere områder i transportfaget. Det kan være koncentreret om transport af gods, eksempelvis godschauffør, tankbilchauffør, flyttechauffør eller renovationschauffør. Du kan også vælge at blive buschauffør, enten i den kollektive trafik eller som turistbuschauffør. Hvis du vil være redder inden for ambulance eller autohjælp, er der også muligheder.

Du kan starte på en EUV, uanset om du er ledig eller i gang med et andet arbejde. Du skal altid starte med at få lavet en realkompetencevurdering, som foregår på den skole, du ønsker at gå på. Den har til formål at klarlægge dine kompetencer, og dermed fastlægge, hvor meget uddannelse, du har brug for. Det er som regel en uddannelsesvejleder, der står vurderingen. Vurderingen koster ikke noget, og den kan bestå af flere dele.

Jo mere relevant erfaring, uddannelser og kurser du har i bagagen, jo mere kan du få godskrevet. Der er 3 overordnede kategorier du kan havne i, men det vil være en individuel afvejning hvor du starter.

  • EUV 1: Mindst 2 års erhvervserfaring: Så springer du grundforløb og praktikken over.
  • EUV 2: 2 års relevant erhvervserfaring og/eller tidligere uddannelse: Så skal du både igennem skole og praktik periode, af forskellig længde.
  • EUV 3: Ingen relevant erhvervserfaring eller uddannelse: Du følger det samme forløb, som “de unge” under 25 år.

EU Efteruddannelse regler

Hvis du allerede er faglært inden for transportbranchen

Udover de obligatoriske EU efteruddannelseskurser, er der en masse andre muligheder for at dygtiggøre sig. Uanset om du transporterer gods eller mennesker, så tilbydes der mange kurser i “grøn” kørsel - altså hvor du lærer at køre mere brændstoføkonomisk.  

Du kan også tage forskellige sikkerhedskurser, eller skifte spor, og måske begynde at køre med syge eller handicappede.

Du kan se en samlet oversigt over efter- og videreuddannelse inden for transport her


Annoncer