Hvad er MOOCs - og hvordan ser fremtiden ud?

Forestil dig at tage et modul på verdens mest prestigefyldte universitet - gratis! Det har du mulighed for med MOOCs, der tilbyder gratis online uddannelse udbudt af en række af verdens førende universiteter. Læs mere om MOOCs her og få indblik i fordele og ulemper ved den nye uddannelsesform.

Forestil dig at tage et modul på verdens mest prestigefyldte universitet - gratis! Det har du mulighed for med MOOCs - Massive Open Online Courses - der åbner op for gratis online uddannelse fra bl.a. prestigefyldte internationale universiteter. Men MOOCs er et tveægget sværd for samtidig med, at gratis MOOCs åbner op for uddannelse til alle i verden, kæmper uddannelsesformen med massive frafald.


Når verdensklasse bliver gratis

Alle med en internetforbindelse kan gratis deltage i undervisning fra verdens mest prestigefyldte universiteter såsom Harvard, MIT og Stanford. Tidligere har kun få  kunne prale med en uddannelse fra en af disse eliteinstitutioner, men med MOOCs kan du blive en del af det gode selskab.


Truer MOOCs traditionel uddannelse?

Mange MOOC deltagere har allerede en uddannelse. Det betyder, at MOOCs ikke nødvendigvis konkurrerer med højere uddannelsesinstitutioner, men med udbydere af kompetenceudvikling, der retter sig mod en ældre professionel målgruppe.

Du tænker så måske, at MOOCs får traditionelle udbydere af efteruddannelse til at ryste i bukserne? Faktum er, at der hvert år er et enormt antal af studerende, der skriver sig op til de åbne online kurser. Men ser vi på gennemførselsprocenten af MOOCs, som er meget lav, så er MOOCs nok endnu ikke en reel trussel til undervisning på de velkendte åbne uddannelser for kompetenceudvikling - eller for den sags skyld til fjernundervisning.


Hvad siger du til 49.999 klassekammerater?

Det kan være svært at se, hvad du som studerende får ud af at have 49.999 klassekammerater. Det er sandsynligvis sparsomt med støtte fra underviseren. Og er det overhovedet muligt at designe en undervisningsplan, som tilgodeser alle elever med vidt forskellige forudsætninger? Dette er ikke i sig selv nogen ny problematik, men problemet sætte naturligvis på spidsen, når dit klasseværelse pludselig indeholder et femcifret antal elever og ikke femogtyve eller femoghalvfems.

Fleksibiliteten og muligheden for at uddanne sig på globalt plan er nogle af de fordele, der nævnes i forbindelse med MOOCs. Den unikke mulighed for at blive en del af et globalt og måske endda også anerkendt netværk er bestemt også en af fordelene, der ofte bliver nævnt. MOOCs udvikler sig derfor i retning af at møde disse behov, hvilket i stigende grad lokker uddannelsesinstitutionerne til.


MOOCs og fremtiden

Fordelene ved MOOCs samt, at den teknologiske udvikling har gjort det nemmere at lave online uddannelse kan være grunde nok til at kaste sig ud i MOOC-eventyret. Dog kan man forestille sig, at en del af uddannelsesinstitutionerne vil overveje, hvor stor en satsning, de har råd til at lave, før  man for alvor får hevet gennemførselsprocenten op.

Økonomi vil uden tvivl være afgørende for MOOCs' fremtidsudsigter. Opstarten har krævet en betydelig investering set fra universiteternes synspunkt. Og selvom gratis kvalitetsundervisning har en god brandingværdi, så er det de færreste, der har interesse i at tage ressourcer fra deres traditionelle elever, der stadig forventer samme kvalitet som før. Herudover er spørgsmålet, om store udbydere som f.eks. edX, Udacity, Coursera, der indtil nu har leveret gratis uddannelser til hele verden, i fremtiden ændrer på prissætningen.


Kort om MOOCs og undersøgelsen

MOOC står for Massive Open Online Courses. MOOCs kom for alvor frem i USA i 2012, og uddannelsesformen bliver omtalt som det nye store inden for uddannelsesverdenen. MOOC landskabet er i konstant – og enorm – udvikling, og mange spår, at MOOCs inden længe vil tage Europa og Danmark med storm. Herhjemme har både DTU, KU, CBS og SDU erfaringer med MOOCs.

Hvem tager MOOCS?

  • Flertallet har allerede en bachelorgrad
  • De fleste er mænd
  • Gennemsnitsalderen på deltagerne er 24 år
  • Mere end en tredjedel ser aldrig noget kursusmateriale
  • En lille andel er fra udviklingslandene
  • Langt de fleste afslutter aldrig det tilmeldte MOOC og får dermed ikke endeligt certifikat

Undersøgelsen, der ligger til grund for denne artikel, fremhæver nogle interessante aspekter både fra brugernes og skolernes synspunkter. Data vdr. MOOC-kursister og udbydere stammer fra en undersøgelse foretaget af forskere fra MIT og Harvard i 2012-13. Deres forskning så nærmere på aspekter af 17 forskellige MOOCs gennem EDX – en online læringsplatform skabt af de to universiteter. Talmaterialet er indsamlet fra en række kilder, herunder onlineschools.org og chronicle.com.


Annoncer