Interview: Københavns Universitet om MOOCs

MOOCs - Massive Open Online Courses - er i rivende udvikling, og flere og flere udbydere verden over følger med ved at tilbyde kurser, der kan tages af alle med en internetforbindelse. I Danmark har Københavns Universitet været med fra begyndelsen. Vi har spurgt Lasse Jensen, Senior Advisor på Københavns Universitets MOOC Unit om fremtiden for MOOCs på KU...

MOOCs - Massive Open Online Courses - er i rivende udvikling, og flere og flere udbydere verden over følger med ved at tilbyde kurser, der kan tages af alle med en internetforbindelse.

I Danmark har Københavns Universitet (KU) været med fra begyndelsen. Siden 2013 har universitetet gennem et partnerskab med kursusportalen Coursera stået bag ni forskellige MOOCs for at afprøve, om den nye online kursusform kunne skabe værdi for universitetet.

Meget tyder på, at MOOCs er kommet for at blive, og KU har efter den første prøveperiode på to år fået blod på tanden til at fortsætte.

Frem til marts 2015 opnåede universitetet følgende med deres første 8 MOOCs:

  • Over 320.000 tilmeldte learners
  • Knap 3 mio. streams/downloads af videosessionerne
  • 34 procent viste intention om at gennemføre kurset ved at tage mindst en test

Med sin tidlige tilstedeværelse på markedet for MOOCs har KU opnået en unik erfaring, og i dag positionerer de sig verden over med en lang række andre anerkendte europæiske universiteter.


Hvordan ser fremtiden ud?

Finduddannelse.dk har spurgt Lasse Jensen, Senior Advisor på Københavns Universitets MOOC Unit om fremtiden for MOOCs på KU: “Indtil videre har vi en beslutning om at udvikle nye MOOCs i yderligere 1½ år, formentlig med en hastighed på 3-4 nye kurser årligt.”

De MOOCs som KU udvikler fremadrettet skal desuden gøre brug af Courseras nye on-demand platform, der åbner op for endnu større globale fællesskaber i forbindelse med online kurserne. Denne mulighed for on-demand fællesskaber, der fortsætter og vokser i stedet for at lukke ned efter hver endt kursussession hilser Lasse Jensen velkommen:

“Muligheden for at opbygge et blivende læringsfællesskab, der rækker ud over en enkelt session af et kursus, er en stor fordel både for KU som institution og for de fagmiljøer der udbyder kurserne. Desuden giver det øget fleksibilitet for kursusdeltagerne og - måske overraskende - mindre arbejde med at køre kurserne for både tekniske, administrative og akademiske medarbejdere.”

Med KUs voksende interesse for MOOCs understreger Lasse Jensen dog, at den nye online kursusform ikke ligger på samme hylde som KUs ordinære uddannelser og kurser. “Der er ingen forventning om at MOOCs skal give samme udbytte som et kursus med fremmøde”.


Så uddannelser og kurser med fremmøde er ikke et levn fra fortiden?

“Nej”, mener Lasse Jensen. “Man kan sige, at fremkomsten af gratis kvalitetsuddannelse løfter barren for, hvad man kan spise folk af med. Universiteter over hele verden, som har udbudt dårlig uddannelse vil med rette føle sig truet af, at der er et gratis alternativ. Universiteter der konstant fokuserer på forbedring og udvikling af deres fremmøde-undervisning har ikke noget at frygte.”

Overuddanner vi os?

MOOCs åbner dørene op for gratis uddannelse til alle, der kan komme online, uanset hvor i verden man befinder sig. Dette lyder umiddelbart lovende. Men er der en risiko for, at vi bliver overuddannede? Det mener Lasse Jensen ikke: “Der er ingen risiko, globalt set, for at verdens befolkning bliver overuddannet. Snarere tværtimod. Der er akut mangel på uddannelse i store dele af verden, og om man kan tale om overuddannelse i de rige lande er nok en smagssag.”

Du kan læse mere om Københavns Universitet og MOOCs her

Af Informationschef Matilde Løhr Andersen

Kilde: http://moocs.ku.dk/report/UCPH_MOOC_report_2015.pdf


Annoncer