Kan Covid-19 hjælpe os på vej mod fremtidens arbejdsplads?

Covid-19 ramte os uden varsling, og på ingen tid blev Danmark lukket ned. Nu har vi været underlagt krisens restriktioner i et par måneder, og vi begynder langsomt at tilvænne os situationen med hjemmearbejde. Så kan vi begynde at  tale om, hvad krisen har givet os?  

Covid-19 ramte os uden varsling, og på ingen tid blev Danmark lukket ned. Nu har vi været underlagt krisens restriktioner i et par måneder, og vi begynder langsomt at tilvænne os situationen med hjemmearbejde. Så kan vi begynde at  tale om, hvad krisen har givet os? 

“Det er på tide, at vi hopper ud af det hamsterhjul, og begynder at anerkende, at vi ikke alle arbejder bedst inden for de samme rammer,” siger Pernille Garde Abildgaard, der til daglig rådgiver virksomheder i, hvordan de skaber en øget produktivitet og arbejdsglæde blandt deres medarbejdere. Pernille er forfatter, foredragsholder og rådgiver, og hun udkommer snart med sin første Ted Talk, hvor hun fortæller om fordelene ved en 4-dages arbejdsuge. Vi har talt med Pernille og spurgt hende, hvordan hun mener, at fremtidens arbejdsplads kommer til at se ud efter COVID-19. 



Fleksibilitet skaber produktivitet

Pernille forudser en fremtid, hvor produktivitet og fleksibilitet går hånd i hånd, og tidligere arbejdsvilkår ryger direkte i glemmebogen. “Vi står med en mulighed for, at skabe nye rammer for måden, hvorpå vi arbejder og helt fundamentalt ændre på vores arbejdsstruktur,” forklarer Pernille. Det kræver selvfølgelig tilrettelæggelse og en indsats fra både medarbejdere og ledelse, men med tiden vil det åbne op for en mere effektiv arbejdstilgang, der ifølge Pernille vil gavne både arbejdspladsen, den enkelte medarbejder og samfundet. 

Coronakrisen har tvunget os til at bruge nye værktøjer i arbejdsdagen såsom Skype, Zoom og Teams, og vi har fundet ud af, at online møder kan være lige så effektive som fysiske møder. Vi slipper for at spilde tiden med at køre frem og tilbage til møder, og kan alle arbejde mere produktivt på kortere tid. Det har også vist os, at vi godt kan omlægge og tilpasse os, når dette er nødvendigt. “Nød lærer nøgen kvinde at spinde”, siger Pernille og fortsætter “Vi har været nødsaget til at bruge de værktøjer, og nødvendigheden har gjort, at vi alle pludselig kunne gøre det. Helt uden, at vi skulle igennem et hav af kurser, som ellers normalt ville være til, når nye ting skal implementeres.”



Fremtidens arbejdspladser kræver tillidsbaseret ledelse

For at en fleksibel arbejdsstruktur kan blive en realitet, kræver det blandt andet en høj grad af tillidsbaseret ledelse. “Jeg oplever, at ledere kan have en tendens til at kontrollere deres medarbejdere for at sikre, at de udfører deres arbejde. Hvis det skal fungere med hjemmearbejde, er der også brug for, at ledere har en større tillid til deres medarbejdere,” fortæller Pernille. 

Fundamentet for, at en virksomhed kan få succes bygger på tillidsbaseret ledelse, god kommunikation og mindre kontrol af medarbejdere. “Fremtidens ledere skal udvise tillid og lade medarbejdere arbejde hjemmefra, når det er nødvendigt, hvis det er det, der giver mest mening,” pointerer Pernille. 




Covid-19 har skabt nye vilkår for arbejdspladsen

“Vi skal ikke tilbage til normalen, for det er normalen, der var noget galt med” slår  Pernille fast. 

De seneste måneder har vist, at vi bliver nødt til at ændre vores forståelse af arbejdspladsen, der ikke længere kun er begrænset til kontorets rammer. Nogle vil møde på jobbet via hjemmekontoret, mens andre vil møde ind på det fysiske kontor, hvor der nu er langt mere plads mellem skrivebordene og derfor ikke så megen larm. Det er selvfølgelig ikke helt så enkelt, og Pernille pointerer også, at det kommer til at kræve lidt mere planlægning fra ledelsen, for at det hele går op i en højere enhed. De nye tiltag, hvor de enkelte behov bliver prioriteret, og vi ikke alle puttes ned i samme boks vil på sigt betyde, at vi i fællesskab kan yde mere og bedre. 

Det er vigtigt, at der er en forståelse for, at alle er forskellige og har forskellige liv, hvis det skal blive en succes med det nye arbejdsmarked. “Meningen med det hele er netop at fremme den mentale sundhed på arbejdsmarkedet, hvor der er plads til at kunne strukturere sine arbejdstider, så det balanceres med resten af ens hverdag.” 

Pernille forklarer, at vi gradvist er ved at bevæge os mod et mere fleksibelt arbejdsmarked, hvor idéen om kortere arbejdsdage eller uger virker fornuftigt for virksomhederne. “Der er skabt en bedre arbejdsstruktur i form af fleksibilitet. Det har vist sig, at trods omlægningen og nye arbejdsvilkår, så er produktiviteten den samme - hvis ikke bedre.” Krisen har skabt en mulighed for innovation og modernisering af vores måde at arbejde på, og ifølge Pernille giver Covid-19 mulighed for endegyldigt at slippe ud af det hamsterhjulet, som længe har været tiltrængt og arbejde mod at skabe fremtidens arbejdsplads.


Annoncer