Videreuddannelse for socialrådgivere

Mangler du inspiration til din karriereudvikling som socialrådgiver? Læs i denne guide, hvor vi har samlet et udvalg af relevante efter- og videreuddannelser.

Videreuddannelse for socialrådgivere

Sidder du som socialrådgiver og kunne tænke dig at prøve kræfter med nye opgaver, eller savner du at få opdateret dine nuværende? Vi har her samlet en guide med et udvalg af efter- og videreuddannelser, hvor du kan finde inspiration til din videre karriereudvikling.



Hvorfor uddannelse og hvilken?

Der kan være mange årsager til, at du ønsker ny viden og inspiration efter nogle år på arbejdsmarkedet. Viden og metoder indenfor et fagfelt udvikler sig konstant, og derfor kan du have brug for at opdatere din eksisterende værktøjskasse for at kunne forholde dig  til situationen, som den er i dag.

Måske ønsker du at:

  • Få nye redskaber til at håndtere din nuværende stilling?
  • Skabe muligheder for nye ansvarsområder?
  • Ændre karrieremæssig retning?
  • Skabe muligheder for at varetage helt nye stillinger i branchen?

Men hvad skal man så vælge? Der findes en række offentlige og private uddannelsesudbydere, som tilbyder et bredt udvalg af uddannelser indenfor dit interesseområde og niveau. Vi har valgt at se på videreuddannelse inden for 3 niveauer; diplomuddannelse, kandidatuddannelse og masteruddannelse.

>> Du kan også få inspiration via guiden til pædagoger

Diplomuddannelser    Kandidatuddannelser     Masteruddannelser


Diplomuddannelse

Diplomuddannelser henvender sig til voksne, der har en kort eller mellemlangvideregående uddannelse og har oparbejdet erhvervserfaring efter endt uddannelse.

Formaliteter vedr. diplomuddannelser

Se udvalget af diplomuddannelser


Den Sociale Diplomuddannelse

Den Sociale Diplomuddannelse henvender sig bl.a. til socialrådgivere, pædagoger eller lærere. Her får du mulighed for at erhverve dig nye kompetencer og redskaber til at udvikle og udføre praktisk socialt arbejde på et videnskabeligt grundlag.

Du vil blive undervist i udvikling og organisering af den offentlige sektor, videnskabsteoretiske grundtraditioner og får en række sociologiske og psykologiske metoder til konfliktløsning samt kommunikation i det daglige arbejde. Der vil blive taget fat på aktuelle socialfaglige temaer, som vil gavne både dine personlige og faglige kompetencer indenfor dit arbejdsområde.  

Uddannelsen er sammensat af 2 obligatoriske moduler, samt et antal retningsspecifikke moduler, der ender ud i et afgangsprojekt. Du vil, foruden muligheden for at vælge din egen specialisering, have mulighed for at vælge mellem fire forskellige uddannelsesretninger, Børn og unge, Demens, Rusmiddel og Seksualvejledning

Den Sociale Diplomuddannelse


Den pædagogiske Diplomuddannelse

Den Pædagogiske Diplomuddannelse har samme adgangskrav og struktur som den sociale diplomuddannelse, og henvender sig til samme målgruppe. Uddannelsen er bygget op af 6 moduler - 3 obligatoriske og 3 valgfrie, som du kan tage i valgfri rækkefølge, dog med afgangsprojektet, som afsluttende modul.

Uddannelsen er bygget op således.

Opbygning af en pædagogisk diplomuddannelse

Du toner din uddannelse ved at vælge valgfrie moduler indenfor retningerne:

  • Almen pædagogik
  • Bevægelsesvejleder
  • Interkulturel pædagogik
  • Kost, ernæring og sundhed
  • Materiel kultur
  • Medier og kommunikation
  • Naturfagsvejleder
  • Projektledelse og organisationsudvikling
  • Psykologi
  • Pædagogisk diplomuddannelse uden uddannelsesretning
  • Pædagogisk og socialpædagogisk arbejde
  • Specialpædagogik
  • Unges og voksnes læreprocesser

 

Vi har herunder forklaret lidt nærmere omkring to af specialerne:


Speciale i Almen pædagogik

Diplomuddannelsen i Almen Pædagogik giver dig en grundig almen pædagogisk viden. Det giver dig muligheden for at deltage i uddannelsesplanlægning og undervisning, samt at kunne arbejde praktisk med pædagogisk udvikling.

Du vil få redskaber til kunne indgå i diskussioner om uddannelse, undervisning og læring, og kunne formidle din viden i både professionelle og offentlige sammenhænge.


Speciale i Psykologi

På den Pædagogiske Diplomuddannelse i psykologi vil du blive undervist i emner som udviklingspsykologi, psykologisk rådgivning samt organisationspsykologi. Derudover kan du vælge fag som kognitions- og neuropsykologi, hvorigennem du får en forståelse for kognitive processer og funktionsvanskeligheder.

Foruden den sociale og pædagogiske diplomuddannelse findes der også andre muligheder for socialrådgivere, såsom:

  • Diplomuddannelse på Børne- og ungeområdet
  • Diplomuddannelse i Beskæftigelsesindsats
  • Diplomuddannelse i familieterapi og relationel praksis
  • Diplomuddannelse i Kriminologi
  • Diplomuddannelse i Ledelse
  • Diplomuddannelse i Psykiatri
  • Diplomuddannelse i uddannelses-, erhvervs- og karrierevejledning

Den pædagogiske diplomuddannelse


Kandidatuddannelse

Du har også mulighed for at vælge en almindelig kandidatuddannelse, dog skal den som oftest ligge indenfor samme faglige område, som din bacheloruddannelse. Det er muligt at søge dispensation herfor.

Formaliteter vedr. kandidatuddannelser


Kandidat i Socialt Arbejde

Du kan læse en kandidat i Socialt Arbejde på Aalborg Universitet i enten København eller Aalborg. Uddannelsen handler om at forstå, hvordan du afhjælper og forebygger sociale problemstillinger som  f.eks. arbejdsløshed, børn og unges trivsel og misbrug. Du oparbejder et videnskabsteoretisk og metodisk fundament til at varetage undersøgelses-, evaluerings- og udviklingsopgaver indenfor et socialfagligt område.

På uddannelsens fire semestre beskæftiger du dig med:

  • Det sociale arbejdes felt
  • Det sociale arbejdes aktører og organisationer
  • Socialforvaltning samt fordybelse i udvalgte områder
  • Speciale inden for det sociale felt, hvor du demonstrerer din evne til at beskrive, analysere og bearbejde komplekse problemstillinger.

Kandidatuddannelsen giver den akademiske titel cand.soc. Dine jobmuligheder vil efterfølgende især kunne findes indenfor den offentlige sektor.


Kandidat på DPU

Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU) er et institut, der hører ind under Aarhus Universitet (AU), men som tilbyder undervisning både i København og Aarhus. Den tilbyder et bredt udvalg af relevante kandidatuddannelser til dig som socialrådgiver, såsom:

  • Generel pædagogik
  • Didaktik i dansk, matematik, materiel kultur eller musikpædagogik
  • Pædagogisk antropologi
  • Uddannelsesvidenskab
  • Uddannelsesantropologi og globalisering

Vi har valgt at se nærmere på Uddannelsesantropologi og globalisering som eksempel:


Kandidat i Uddannelsesantropologi og globalisering

På kandidatuddannelsen i Uddannelsesantropologi og globalisering får du viden og kompetencer til at arbejde med uddannelse, viden og læring i en globaliseret verden. Uddannelsen giver dig dybdegående viden om, hvordan praksisser og politikker relateret til uddannelse og læring forstås og forhandles i forskellige sammenhænge på tværs af nationale og kulturelle grænser.

Find din kandidatuddannelse her


Masteruddannelse

En masteruddannelse kan du tage, når du har en videregående uddannelse, og ønsker at tage en efteruddannelse sideløbende med dit arbejde. Du finder masteruddannelserne på landets universiteter, men også hos private uddannelsesudbydere.

Formaliteter vedr. masteruddannelser


Samfundsvidenskabelig masteruddannelse

Som uddannet socialrådgiver har du mulighed for at tage en lang række samfundsvidenskabelige masteruddannelser. Dog skal der være en relevant sammenhæng mellem din masteruddannelse og din socialrådgiveruddannelse.

Eksempler på samfundsvidenskabelige masteruddannelser for dig som socialrådgiver kunne være: 

  • Executive Master in Corporate Communication
  • Master of Disaster Management
  • Master i special- og socialpædagogik
  • Master i Public Management
  • Master i offentlig ledelse
  • Master i International virksomheds- kommunikation
  • Master i projekt- og innovationsledelse
  • Master i offentlig kvalitet og ledelse
  • Master i udsatte børn og unge
  • Master i rehabilitering

Vi ser nærmere på eksemplerne; Master i Udsatte Børn og Unge og Master i Offentlig Ledelse.


Master i Udsatte Børn og Unge

Denne master giver dig en teoretisk, metodisk og praksisbaseret viden om udsatte børn og unge som gruppe i det danske samfund. Den er rettet mod faglig ledelse, udvikling og styring af uddannelse indenfor dette område. Der er fokus på det kommunale ansvar og konsekvenserne af heraf. Uddannelsen kan tages på Aalborg Universitet, hvor uddannelsen udbydes hvert år skiftevis i Aalborg og København.

Uddannelsen består af fire semestre, der hver svarer til 15 ECTS og er indholdsmæssigt bygget op omkring fem fagfelter, som går på tværs af semestrene. Uddannelsen afsluttes med en masterafhandling.

Master i Offentlig Ledelse

Denne master fokuserer på ledelsesvilkår i den offentlige sektor, og de særlige krav, der stilles til den offentlige leder. Den er både analytisk og praktisk, og udvikler dine evner til at udøve professionel ledelse, at kommunikere effektivt og tænke strategisk. Dertil får du viden om økonomistyring samt organisations- og medarbejderudvikling. Den henvender sig til folk, der har erfaring med ledelsesopgaver og ledelsesansvar i det offentlige.

På uddannelsen undervises du blandt andet i fag som offentlig økonomi, ledelse og politik, Organisationsteori og økonomistyring, evaluering, effektiv ledelse og personligt lederskab. Uddannelsen afsluttes med en masterafhandling.

Find din Master i offentlig ledelse

Øvrige muligheder for efter- og videreuddannelse som socialrådgiver

Se flere efter- og videreuddannelsesmuligheder på universiteternes hjemmesider, hvor du også kan se gældende adgangskrav. Du kan også klikke dig videre på finduddannelse.dk, og se udvalget af kurser og efteruddannelse for socialrådgivere.

Se dine muligheder her


Annoncer