Uddannelse: 6 grunde til at satse på MOOCs

Uddannelse bliver mere og mere tilgængeligt for alle, uanset hvor i verden man befinder sig. Her er MOOCs - Massive Open Online Courses - en stor spiller på markedet. Men hvorfor skal de danske kursusudbydere afsætte ressourcer til at udvikle online uddannelse målrettet hele verden? Læs vores interview med Lone Guldbrandt Tønnesen, som er specialiseret inden for MOOCs.

Uddannelse bliver mere og mere tilgængeligt for alle, uanset hvor i verden man befinder sig. Her er MOOCs - Massive Open Online Courses - en stor spiller på markedet. MOOCs giver den enkelte verdensborger mulighed for at deltage i læring og videndeling fra udbydere på den anden side af kloden. Alt han eller hun skal have adgang til er en internetopkobling.

Men hvad med de danske kursusudbydere? Skal de med på MOOC vognen, og hvorfor skal de afsætte ressourcer til at udvikle online uddannelse målrettet hele verden? 

Ekspertens syn på MOOCs

Spørger man Lone Guldbrandt Tønnesen, Ass. Prof. på University College Lillebælt og ekspert i MOOCs, er der ingen tvivl: Danske uddannelsesudbydere skal satse på MOOCs i fremtiden.

Lone Guldbrandt Tønnesen kommer her med hendes bud på, hvorfor det er vigtigt for danske uddannelsesudbydere at investere i MOOCs fremadrettet:

1. Det styrker internationalisering, som er et krav fra regeringen.

2. Det styrker den enkelte udbyders goodwill og skaber flere ansøgninger til de danske betalingsuddannelser.

3. Danmark vil miste indtægter til efter- og videreuddannelse for dem, som tager kurserne på et MOOC fra udlandet. Den konkurrencesituation skal udbydere deltage i. MOOCs er her uanset om de danske udbydere ønsker det eller ej.

4. Danskere bliver uddannede på udenlandske MOOCs med andre uddannelsesmæssige traditioner end vores. Hvis uddannelsesudbyderne selv udbyder MOOCs, kan de selv påvirke det.

5. Hvis udbyderne selv udbyder MOOCs, kan de stadigvæk sætte krav til akkrediteringen. Hvis ikke risikerer de, at grundlaget for akkreditering forsvinder.

6. Der er besparelser på faste omkostninger såsom bygninger, rengøring osv. Det vides dog ikke endnu, om det opvejes af andre nye omkostninger.

Uddannelse i fremtiden

Lone Guldbrandt Tønnesen understreger, at uddannelse stadig er vejen frem: "Jo mere uddannelse jo bedre kvalificerede er danskerne, og dermed er vores udviklingsmuligheder også øget". 

Så faren for, at fri uddannelse på tværs af landegrænserne fører til, at vi bliver for uddannede er ikke et problem mener Lone Guldbrandt Tønnesen.

Men vinker vi med udviklingen af MOOCs farvel til efteruddannelse med fremmøde? "Nej", mener Lone Guldbrandt Tønnesen: "Nogle områder vil danskerne stadigvæk udbyde kurser inden for som de eneste. Derudover er der en del uddannelser, der kræver hands-on redskaber og læring for virkelig at give udbytte".

Af Informationschef Matilde Løhr Andersen


Læs mere om MOOCs på Lone Guldbrandt Tønnesens hjemmeside her


Annoncer