Hør andres erfaringer med fjernundervisning

Prøv det! Det er det bedste råd fra Dorthe og Henrik, der har taget efteruddannelse via e-learning. Dorthe og Henrik deler her deres erfaringer og gode råd omkring fordele og udfordringer ved at tage efteruddannelse bag computerskærmen.

Hør andres erfaringer med fjernundervisning

Du har sikkert allerede et billede af, hvordan det foregår, når man vælger at tage en uddannelse eller et kursus via fjernundervisning. Men er virkeligheden, som du forestiller dig?

Vi har taget en snak med Dorthe og Henrik, som her deler deres erfaringer med at tage en uddannelse foran deres egen computerskærm. De giver dig også et par gode råd, hvis du selv går med tanker om at tilmelde dig en e-learning uddannelse.



Hvad er den største forskel på fjernundervisning og traditionel undervisning?

Både Dorthe og Henrik ser fleksibiliteten som den største forskel, men også som den største fordel ved e-learning.

Henrik uddyber: "Den største forskel, som jeg oplever det, er muligheden for at tilrettelægge sin læring helt, så det passer en selv. Jeg kan tilpasse mit studie efter mine arbejdstider og fritidsaktiviteter, i stedet for, som på et traditionelt kursus at skulle gøre det omvendt."

Dorthe forklarer, hvorfor hun mener, at fleksibilitet er den største fordel:

"Fleksibiliteten i samspil med den måde fjernundervisningen bliver tilrettelagt, hvor teori og praksis spiller sammen, er den største fordel. Derudover er det også en fordel, at webinarerne bliver optaget, så hvis man er forhindret på webinar-tidspunktet eller vil se det igen, går man bare ind i portalen og finder det frem. Man sparer tid. fordi man ikke skal transportere sig hen til undervisningen, og hvis bare man har en pc og internetforbindelse kan man være i skole. Jeg har både været til webinar og skrevet eksamensprojekt, samtidig med, at jeg var på ferie."

Hvad oplevede du som den største udfordring ved fjernundervisning?

Dorthe peger på, at den største udfordring ved fjernundervisning er, at man skal tage ansvar for sin egen og sine medkursisters læring. Hun mener, at jo mere man bidrager i de forskellige fora og får skabt debatter, jo mere lærer du.

Henrik nævner selvdisciplin som den største udfordring: "Det kræver stor selvdisciplin at lære via fjernundervisning, og listen over gøremål er ofte lang, når man endelig har fri fra arbejde. Det har til tider været en udfordring for mig at opretholde den selvdisciplin, det kræver, men det er der jo i sig selv også en stor mængde læring i."

Hvis du ikke havde kunne at tage din uddannelse via e-learning, tror du så, du ville have taget den?

Dorthe: "Det er jeg ikke sikker på – især ikke efter jeg har prøvet fjernundervisning."

Henrik: "Nej, det havde desværre ikke været muligt grundet skiftende arbejdstider."

Tror du, at du har opnået det samme udbytte via fjernundervisning som ved traditionel undervisning?

Dorthe: "Ja, jeg tror faktisk, at jeg har fået et større udbytte. Jeg har haft nogle gode undervisere i alle fag. Derudover synes jeg, at undervisningen var tilrettelagt på en god måde. Man lærer først teorien og så skal arbejde med det i praksis i sin hverdag de kommende uger, og til sidst samler man op på emnet ved et webinar."

Henrik: "Både ja og nej. Den største udfordring jeg ser via fjernundervisning i forhold til et traditionelt fremmøde, er den dialog, der naturligt kommer, når de studerende er fysisk til stede. Ved fjernundervisning foregår dialogen online via hjemmesiden, og her går den naturligvis ikke lige så hurtigt, som hvis man var fysisk til stede. Det kan også ses som en fordel, da der ofte kommer en dybere reflekteret debat, når folk giver sig tid til at skrive deres bidrag til debatten."

Tror du, der er forskel på, hvordan du lærer på fjernundervisning i forhold til traditionel undervisning?

Dorthe: "Nej, egentlig ikke – jeg bruger både ”høre, se, føle og logik”. Måske kan man have svært ved denne form, hvis man er meget ekstrovert eller har behov for at tale meget, idet det meste af kommunikationen foregår skriftligt."

Henrik: "Ja, når jeg studerer via fjernundervisning har jeg langt større fokus på undervisningsmateriale på arbejdet og i hverdagen generelt. Jeg oplever, at fjernundervisning giver mulighed for en mere reflekteret indlæring end et traditionelt kursus, som typisk vil være langt mere intensivt."

Hvad er dit bedste råd til andre, som overvejer et forløb via fjernundervisning?

Dorthe: "Prøv det! Jeg var selv meget skeptisk – især med hensyn til, om jeg havde selvdisciplin til at studere på den måde, men det går faktisk forbløffende godt, og nu har jeg snart læst en hele akademiuddannelse på denne måde, og jeg forventer at fortsætte på diplomuddannelsen på samme måde."

Dorthe uddyber sine tanker omkring fjernundervisning inden hun begyndte: "Da jeg begyndte på mit første kursus tænkte jeg, at jeg bare skulle have et bevis på alt det, jeg kunne i forvejen og regnede med, at jeg kunne forholde mig passivt igennem hele forløbet, men jeg fandt hurtigt ud af – først og fremmest – at jeg kom til at lære gevaldig meget – og at jo mere jeg selv bidrog med, jo mere lærte jeg. Så mit råd: Indstil dig på at deltage så meget som muligt i forummet."


Henrik: "Hvis man ønsker efteruddannelse og ikke har mulighed for at tage et traditionelt kursus, så er fjernundervisning ideelt. Fjernundervisning kræver givetvis en stor portion selvdisciplin, men hvis man sætter sig mentalt op til det og prioriterer det, så er der et kæmpe potentiale i det."


Kort om Dorthe og Henrik

Både Dorthe og Henrik har taget flere akademimoduler via fjernundervisning og har derfor kendskab til, hvordan det er at studere via fjernundervisning sideløbende med et fuldtidsjob.

Dorthe arbejder til daglig på Rigshospitalet. Hun var skeptisk inden hun startede, men hun blev meget positivt overrasket over det store udbytte, hun har fået af at tage sin uddannelse via fjernundervisning.

Henrik har taget fire fag og er lige nu i gang med sit femte modul på akademiuddannelsen i ledelse. Henrik arbejder til daglig hos Novo Nordisk.

Se det store udvalg af e-learning kurser og uddannelser her


Annoncer